14. august 2021, En lille lovsang til blåbær og tomater, kuffertpakning og genbrugshumor.

Haven er som altid så gavmild. Ikke så meget køkkenhaven i år. Jeg er bange for, at jeg har eksperimenteret for meget med biodiversitet, så det er blevet et vildnis. Jeg fandt dog et jordbær forleden og vil snart undersøge om kartoffelhøsten alligevel bliver til noget.

De amerikanske blåbær er på deres højeste nu. Hvilken rigdom at kunne gå ud en stille morgenstund og høste en skål solmodne bær til dagens snack-kasse. Drivhuset leverer et par håndfulde cherrytomater om dagen, og der er så mange måder at bruge tomater på. Den bedste er klart tomat-mozarella-basilikum-olivenolie-måden. I går kom jeg den variant i halverede røde peberfrugter, toppede med emmentaler-skiver og gav det et kvarter i ovnen og det smagte himmelsk.

 

Er ret pjattet med den lille perlemorssommerfugl, der arrangerer sig selv i dagens buket.

Eller man kan

blende tomaterne sammen med andre grøntsager til en god andalusisk gazpacho.

Hvordan man gør det, kan du blandt andet læse om i min roman ’Silent Retreat’, hvor hovedpersonen Britt deltager i en slags masterchef på La Finca.

Ja hvordan går det med den, siger du. TUSIND, TUSIND TAK, fordi du spørger😊Det er ikke sikkert, du har lagt mærke til det, men jeg vil gerne oplyse at juliopslaget udeblev på grund af travlhed på forfatterkontoret.

’Silent Retreat’ er nu færdigskrevet, betalæst – og rost😊og efter en sidste redigering, afleveret i receptionen på People´s. Forlagene bliver blæst bagover med manuskripter for tiden, så du må virkelig gerne krydse fingre for, at de også blive blæst bagover af min historie😊.

Stor kuvert - stor succes, eller hvordan det nu er. Det himmelvendte blik skyldes den lille bøn, der sendes afsted med manuskriptet. Jeg bliver nødt til at fortælle, at jeg på vej ind til forlaget fik øje på en havørn. Det må da betyde et eller andet.

Noget andet,

jeg har fyret en del skrivekrudt efter, er en renskrivning af den spanske afdeling i min Guldbog - en rejsedagbog med guld både indeni og udenpå.

Jeg har lavet et udtræk af beskrivelser af restauranter med mere og har nu en slags Mie-ling-guide over Almuñecar og omegn.

Som en udstrakt service fra Bogrums side vil du i resten af august kunne rekvirere et pdf-eksemplar – hvis du kan dokumentere at du skal til Almuñecar i september😊

Billedet er fra Mie-ling-guiden over Almuñecar og taget fra Fransisco I - en rustik og autentisk tapasbar beliggende i den gamle bydel.

Og der tager vi snart hen,

for min tro væbner og jeg skal til Spanien om lidt, og jeg er allerede ved at pakke kufferten. Til indbrudstyve og andet skidtfolk, vil jeg gøre opmærksom på, at vi har vagt og alarm på - og jeg kan da lige nævne at vagterne er nogle gutter, der har en fortid fra dels jægerkorps og fremmedlegion.

De folk, vi har været så heldige at få fat i, har i øvrigt hverken humorisitisk sans eller social intelligens og stiller ikke mange spørgsmål, hvis først man har passeret ’No trespassing'- skiltet (oversat til 8 sprog). Så det kan vi ikke anbefale.

Det lyder som et par rå gutter – og det er det, men de har heldigvis et blødt punkt omkring katten, som de har lovet at tage sig godt af, mens vi er afsted.

Nedenfor kan du se, hvad der kommer med  i kufferten udover Mie-ling-guiden, solcremen og badetøjet.

Der er også et par ting, der desværre ikke kommer med.

Harlan Coben, Forsvundet. Jeg er så glad for den forfatters produktivitet. Har nævnt ham flere gange, fordi jeg er vild med hans humor og gode aktionfyldte historier.

Shari Lapena, Naboparret. En thriller anbefalet af en boghandlerkollega. Er helt på efter bagsidetekst og første halve side!

Lone Hørslev, Halvt i Himlen. En roman der foregår i 1920'ernes københavn. Er spændt på kulisserne og stemningen.

Ewa Klingberg, Kræmmerfund og kærlighed. Svensk hyggeroman, men den kommer ikke med før næste gang, fordi hovedpersons startvilkår minder for meget om Britts fra min egen roman - som jo er rigtig god, men jeg har bare læst den mange gange på det sidste ...

Richard Osman, Torsdagsmordklubben- kommer ikke med, for jeg har desværre allerede læst den. Jeg var superunderholdt og glæder mig sådan over, at der er en toer på vej. Den er rigtig sjov sine steder – og det er mange. Tillykke til forlaget med det catch! (Bogen udkommer 26. august).

Og denne fætter kommer heller ikke med, selvom den gør sig store forhåbninger.

Det var det - for denne gang

Tak fordi du kiggede ind.

Hvis du har været på ferie, håber jeg du er vendt hjem med god energi og skønne minder🙂

Og hvis du har den til gode,  håber jeg den bliver helt vidunderlig😎 

Og hvad er mere oplagt end at slutte af med humoren fra genbrugspladsen og et stemningsbillede fra København? 

Du skal selvføligelig ikke snydes for genbrugshumoren :-)

Hvis du ikke skal ud at rejse, er der også sydlandsk stemning at finde i København - her et aftenbillede fra Boltens gård.


27. juni 2021, jordbær, mandler og to mysterier.

Efter en lidt rå maj med aprilvejr er sommeren endelig kommet til os med små hedebølger, sommerregn, lyse nætter og ikke mindst dejlige danske jordbær og nye små kartofler.

Vilde blomster kanter grusvejen, humlebien brumler glad :-)

Et kig ud af vinduet viser, at det er sommer derude.

Alpe d´ Ganlóes knejser grønt på sin egen underspillede facon.

Der er kommet mere normale tilstande.

Vi bevæger os frit, kører rundt i landet og har lige været en tur på de sjællandske sydhavsøer. Vi kom lidt sent afsted – måtte sætte tid af til pacificering af møgsur missekat, der teenageagtig lagde sig ind i et skab og skumlede, da jeg hev weekendtaskerne frem.

Jeg forklarede roligt katten, at vi kom hjem igen, gav den lidt af den gode mad med laks, fint anrettet i madskålen, hældte rigelig frisk vand op i hele tre skåle på grund af varmen. Jeg påpegede også, at vi trods alt ikke havde kørt de store kufferter i stilling. Den blev næsten formildet, og vi kørte glad af sted - ud i sommerlandet. (Jeg har aldrig fortalt den, at jeg ikke er dens rigtige mor 😲)

I Nysted på det sydlige Lolland fandt vi Det gamle Pakhus, hvor vi kunne sidde på en stor terrasse med kig ned til vandet. Det var stegende varmt. Biltermometeret viste kort før indkøring til byen hele 33 grader. Muligvis derfor mine billeder blev lidt grynede, men du får alligevel et par her, for det var et skønt pitstop, jeg gerne vil anbefale.

 

Terrassen med kig til vandet. Jeg fik endda et glas med mit eget navn på. Vender man glasset om , står der Jacobsen :-)

Det gamle Pakhus i Nysted, Adelgade 40. Hele gaden emmer af gammel købstad.

Det Gamle Pakhus fortsat ...

Udover et par dejlige iskolde fadbamser, fik vi også husets laks, varmtrøget fra samme dag. Enkelt anrettet med asparges, ærteskud, lille hjemmebagt bolle og økologisk smør. Hold nu op, det var godt. Jeg sidder næsten og bliver rørt over, at der findes så god mad.

Betjeningen var også venlig, imødekommende og effektiv. Så hvis du kan lide laks, venlige mennesker og er i nærheden, så smut da lige forbi 😊

(P.S. Der er meget andet på kortet, og de to andre retter vi valgte, var også i top).

Als og Vollerup Vandrehjem

I maj var vi også på en lille tur - til Als og det sønderjyske, hvor vi mellemlandede på Vollerup vandrehjem for at få et slag minigolf og lidt til at fugte halsen.

Tror denne farverige perle er noget nær paradis for familier med børn. Der er geder, høns, trampoliner, gynger og små hyggekroge.

Vi blev modtaget af dette fine værtspar samt en venlig mand.

Der er dyr i alle afskygninger i haven.

Et lille udsnit af minigolfbanen.

De kan noget med blomster og farver.

Og flere farver.

For et par måneder siden var det anderledes.

Restauranter, butikker, skoler, ja, selv visse kommuner og lande var lukkede. Det gav anledning til lidt rastløs kuller hos os, der turer en del rundt. Der måtte lidt nytænkning til.

I fjernsynet havde vi set et program med betjente, der nævner ordet vanvidskørsel rigtig mange gange. ”Det lyder skægt,” sagde jeg til min tro væbner, ”skal vi ikke prøve det?” Og det gjorde vi så.

Et kompliceret sæt regler tillod, at en butik som Harald Nyborg i Ølstykke havde en slags bagdørssalg, og vi have en del ekskursioner til præcis den butik. Nogle gange startede vi Den gamle Dame (veteranbilen) op, kørte til butikken og fik udleveret varer, vi på forhånd havde bestilt. Og nogle gange glemte vi ting med vilje, så vi kunne få en ekstra tur.

Et andet eksempel på vores vanvidskørsel kunne være at køre til bageren efter brød, selvom vi stadig havde masser af brød😮 

Et lille tip og en lang historie om mandler og jordbær.

Lige et lille relevant tip her. Harald Nyborg har næsten altid gode mandler til en god pris. En eller anden klog mand har sagt, at man skal spise 8 mandler om dagen. Andre siger 4. Vi går på kompromis og siger 12. Mandler er virkelig godt for så meget.

Noget der er hyggeligt lige i denne tid, er at plukke jordbær i sin egen have. Den søde umiskendelige jordbærduft, smerten i lænden og krampen i læggen af at sidde på hug og plukke; solen, der skolder dig i nakken, og fuglene der fløjter fornærmet over, at du roder i deres mad.

Hvis du ikke selv har jordbær, eller vil spare lidt på dine egne, kan du eventuelt spørge naboen, om du må få hans. Eller du kan finde en vejbod eller måske købe nogle i Føtex? Men husk det skal være danske jordbær. Det står der i Grundloven.

Når du har skyllet dine danske jordbær, lægger du dem på et stykke køkkenrulle og dupper dem tørre. Så smelter du mørk chokolade og dypper jordbærrene i, og umiddelbart efter drysser du med grofthakkede mandler. Timingen er vigtig her. Så du skal ikke ligge og køre vanvidskørsel til Harald Nyborg efter mandler nu.🙃 Det er bedst de er klar, inden du smelter chokoladen. Prøv det. Man kan godt nippe lidt champagne til jordbærrene, hvis man har lyst.

Hvis du har købt for mange mandler, kan du også lave din egne saltmandler. Det er bare bedre på alle måder. Selvom det ikke er stor videnskab, lykkedes det mig alligevel i starten at brænde dem på. Det er fordi de ikke skal have så meget varme som jeg troede. Jeg bruger ca. et par skefulde soya, en skefuld olie og en skefuld salt til 400 gram mandler og blander det sammen med mandlerne, som jeg først har skyllet, så salt og soya hænger ved. Ind i 150 grader varm ovn 15-20 minutter – hold øje og rør jævnligt.

De kan laves på mange måder. De får et eksotisk tvist hvis du blander tandoori-krydderi i.

Både mandler og jordbær kan sagtens spise som de er, uden nogen form for tilberedning, og det strider ikke imod nogen love overhovedet.👍

Og nu til de to mysterier ...

Jeg har lagt 4 anmeldelser op.

To mysterier på Hyggesokkerne, en på Mentalguf, og en på De Skæve.

Der ligger også stadig de gamle hedebølgetips i bunden af Hyggesokkerne og måske har du ikke fået læst alle bøgerne jeg har nævnt under julekalenderen.

 

En kur mod konfliktskyhed, Anders Stahlschmidt. Nøglen til fred på jord? Eller måske bare på arbejdspladsen? Se mere under Mentalguf.

Mysteriet i Genbrugsen, Anna Grue - læse mere under Hyggesokkerne.

Mysteriet på værelse 622, Joël Dicker - læs mere under Hyggesokkerne.

Harpiks, Ane Riel - læse mere under De Skæve.

Det var alt for denne gang ...

Jeg vil ønske dig fortsat god sommer med glæde og solskin.

Tak fordi du læser med, det betyder rigtig meget for mig😀


22. maj 2021, Den gode, den onde og mange andre.

Jeg går direkte til storkenyt. Ja, det er jo en længere historie. Allerførst tak til jer, der har heppet på Povl og Susanne. Det er jeg sikker på de kan mærke. Sidste gang afsluttede jeg jo lidt brat, fordi min tro væbner og jeg skulle ned og fodre Povl. Vi var helt oppe at køre. Tænk, hvis den rent faktisk var der.

Jeg tog mine røde gummistøvler på, så storken kunne tro, at jeg var noget familie pænt langt ude😉 og vi øvede et særligt storkefløjt. Det er er to langsomme toner. Først den høje og så den lave der ligger ca. tre toner under. Storken ved, at når det fløjt lyder, er der lækker storkemad.

 

Denne gang skal du med et smut til mit gamle hood.

Vi hentede foderet

og listede ned på engen, hvor den holder til. Og så fløjtede vi storkefløjtet. Efter et kvarters tid forekom det en smule ensformigt med bare to toner. Man bliver også lidt tør i halsen af at fløjte så meget, så en anden gang tager vi måske en fadbamse med på missionen.

Nå, men netop dette fløjt minder om noget fra titelmelodien til The good, the bad and the ugly, som så vi så også fløjtede. Det skulle man tro kunne kalde enhver stork til sig, men nej. Ingen stork(e). Jeg blev ret ked af det og tænkte at hvis Povl ikke fik aftensmad, så skulle jeg heller ikke. Men det viste sig, at han var fløjet et smut hjem til forældrene, der holder til i Østrup. Og mon så ikke han både har fået aftensmad og vasket tøj.😀

For at gøre en lang historie kort. Susanne og Povl kan ikke nå at få unger i år. Det skyldes mest at Susanne aldrig er dukket op. Povl kredser stadig rundt, men tager også på mange udflugter. Han har både været i Frederiksberg have og på Bakken. Han skal nok klare sig. Han er ikke sådan en, der sidder og mukker. Og måske til næste år finder han sig en sød kone. Måske endda Susanne.🙂

 

Den gode, den onde den sjove ...

Sidste gang lovede jeg at komme med lidt bogguf. Og se nu lige her, hvad jeg faldt over. Hvis du har en veninde, eller hvis du gerne vil have en – så stik hende den her bog. Den er genial. Sprængfyldt med smukke billeder og gode ideer og sære indslag. Bogen handler om gendyrkning. Forfatteren, der i øvrigt hedder Persille, har haft et jazzband til at spille for sine porrer, og i bogen kan du se de flotte porrer.

Den gode. 'Gendyrk' er genbrug, grøn omstilling, gratis mad, haveterapi og ikke mindst sjovt, hyggeligt og nemt. Det kan foregå hjemme i køkkenet, nede i baggården eller ude i køkkenhaven. Bogen her er til dig, der vil give dig i kast med at gendyrke rester fra frø og grøntsager og ønsker de bedste tips til, hvodan du kommer i gang.

Den onde. En thriller. En mand og en kvinde tjekker ind på et hotel. Johan ser en nat med forbudte eventyr for sig, mens Anna planlægger at afslutte affæren for at satse helhjertet på sin familie. Weekenden bliver ikke, som nogen af dem har forestillet sig.'De kompetente' er klart på min sommerlæseliste. Feel bad når det er allerbedst.

Og den sjove. ’España, por favor’ er et hyggeligt mix af kulturbask og humor. Bogen giver dig indblik i ting, du virkelig ikke vidste om Spanien og dens indbyggere, selv om du har været der nok så mange gange. Der findes også en tysk variant 'Fingerspitzengefühl'.

Den hurtige og den rigtig hurgtige ...

Vores agurker vokser bare helt vildt, og det er jo praktisk, hvis man får gæster og gerne vil byde på noget i en fart. Snup dig en agurk, kan man så sige.

Hvis man vil kræse lidt mere for gæsterne, men det stadig skal være enkelt (og lækkert) kan jeg anbefale retten på billedet. 

Fad 1: Smid frosne spinatkugler i et fad. Overhæld med fløde, drys med muskat, salt, peber og lidt grønsagsbouillon. (jeg anbefaler Vegeta). Ind i 180 grader til det er varmt og man kan røre rundt i det. Rør rundt og læg 4-5 skiver røget laks i. Giv den 5-7 minutter til.

Fad 2: Smid frossen svampeblanding i den ene ende af fadet. Hæld lidt fløde over. Læg hele tomater i den anden ende af fadet plus timian- og rosmarinkviste. Ind i 180 grader i ca 15 minutter. Til sidst fordeles en mozarellakugle skåret i tern over tomaterne. Drys salt, peber og lidt Vegeta over. Tilbage i ovn 5-8 minutter.

Den hurtige. Kog evt. en gryde pasta til. Det egner sig fint til cykelryttere, og folk der godt kan lide en pastaret.

Hvis alle de gule blomster bliver til noget, er der hurtigsnacks til mange gæster.

Den rigtig hurtige. Gæsterne kan også få en med hjem til madpakken næste dag.

Hvis gæsterne bliver længe, kan det være, at der når at komme jordbær til dessert.

Lidt om mit gamle hood

Forleden genbesøgte jeg Hillerød, en by jeg har boet i en årrække.

Nå, og hvad kan den by så, tænker du måske. Sådan tænkte jeg også engang. Da jeg var barn fik jeg det indtryk, at Hillerød kun bestod af et kedeligt slot og nogle gamle mennesker. Men Hillerød er så meget mere end det😀

Byen ligger i det smukkeste landskab - tæt på Grib Skov. Og fra mange sider er der udsigt til det smukke maleriske slot og tilhørende slotskirke, der huser det gamle Compenius-orgel der blandt andet har 3 regalpiber med afstillerknap for hver enkelt pibe og fælles spærreventil og tromme, som er en dobbeltpibe, sandsynligvis fra 1693😮. 

Og gågaden kan altså også noget. Selvom det var en lettere overskyet dag blev det alligevel en farverig dag i det gamle hood.

 

Nå, men der er drinks på trappen ...

Så jeg vil slutte for denne gang og ønske dig en god pinse.

Må du blive mødt af en glad, dansende pinsesol - eller måske bare et fredfyldt solstrejf, der bryder lidt  af det grå. 

Tak fordi du kiggede med😀


30. april 2021, forår, taknemmelighed og et manuskript

Omskiftelige april har levet helt op til sit ry på alle plan. Det har sneet, regnet, haglet. Så var der 15 grader, og så var der minus 5. Så skulle man blive hjemme fra arbejde, og så skulle man fra den ene dag til den anden dag arbejde helt vildt meget, og imens er der blevet lysegrønt over det hele. Jeg elsker foråret med alle dets løfter for sommeren. Det er en skøn, lang periode fyldt med forventning, glæde og sommerferie. Det er klart bedre end jul.

Værd at vente på. Løberuten omkranses af den fineste lysegrønne farve.

Og så bliver det spændende at se,

hvad der skal i vejboden i år. Jeg overvejer igen den med mælkebøtterne, men ved godt inderst inde, det ikke er farbart. Men måske agurkerne? Jeg kan se, at der kommer mere end to! Eller jeg kunne måske lægge nogle billeder op 😊 Med fare for at virke som om det er mig, der har opdaget foråret, tænkte jeg på noget i denne retning:

Lidt om taknemmelighed

Min tro væbner og jeg har hygget hos meget med at se ’Alene i vildmarken’, som jeg nævnte sidst. Men dette års udgave havde også mange fascinerende indslag. En af de ting, jeg blev meget inspireret af, var de to koner, der udviste en enorm taknemmelighed over for alt. De fanger f.eks. en lille fisk, og så takker de universet og den lille fisk, fordi den vil være en del af deres føde.

Det kan man godt lære af, tænkte jeg og prøvede at takke grusvejen op til huset, fordi den vil være en del af min hjemtur. Og det funker, jeg bliver glad af at tænke sådan😀

Jeg har en klog veninde, der udtrykker det på denne måde: At man skal  være glad for det, der havner på ens tallerken og ikke skele misundeligt til, hvad de andre har fået på deres. Det virker som en god taktik. 

Boginput

Det bliver der ikke meget af denne gang. Jeg har haft supertravlt med at skrive på min egen nye roman. Efter at have modtaget feedback, der blandt andet påpegede en sætningsskade🤔 måtte jeg på med skrivevanten igen.

Jeg forbliver optimist og glæder mig til den dag, jeg kan fortælle dig, at du nu kan få Silent Retreat i boghandlen. Muligvis kommer den til at hedde noget andet, men tro mig, jeg skal nok give besked.

Det eneste boginput du får denne gang. Billede af at jeg har gjort klar til at læse eget manus igennem.

Jeg fik hurtig selskab af en skarp betalæser på sidelinjen.

Katten hjælper også med at manus ikke stikker af, ved simpelthen at sætte sig på det.

Jeg bliver nødt til at smutte nu,

for vi skal op og fodre stork, forhåbentlig storke! Vi afventer jo spændt Susannes ankomst. Og måske får jeg gode billeder, jeg kan vise dig næste gang.

Tusind tak fordi du kiggede ind. Jeg skal nok snart diske op med at par gode boganmeldelser.

Ønsker dig en maj måned fyldt med glæde og skønhed.


29. marts 2021, sikre forårstegn, sjove bandeord og en stor(k) nyhed

Foråret kommer listende. Vejret er måske ikke helt med os endnu, men det pibler op alle vegne med forårstegn, og det er igen muligt at lave en dagens buket fra haven.

Det er snart tid til at plante tomater, chili og agurker ud i drivhuset. Belært af sidste års miserable agurkehøst får planterne lov at stå inde i varmen lidt endnu. Men når vejret er klar, er jeg også. I mellemtiden vil jeg nyde alle de små forårsglæder, rydde op i drivhuset og gør udemøblerne klar til sæsonen.

Måske får vinduerne også en polering, så vi kan se hvad der lander af nyheder på fuglebrættet. De seneste dage har vi haft et lille rykind af dompapper.

Haven er igen begyndt at vise sig fra sin generøse side, og se lige her, hvad der sker i orangeriet – jeg tror det er et abrikostræ, der blomstrer. Men nu er jeg ikke en persicum-connoisseur.

Agurker og tomater er snart klar til udplantning.

Dagens buket.

Endnu et forårstegn er, når faklerne tænder efter mørkets frembrud. Så har der været dagslys nok til at lade op😊

Lidt om dompapper.

Dompappen, der er en smuk rødbrystet fugl, er en slags nyhed. På Naturguide.dk kan man læse at der i Danmark er to underarter. Lille dompap (Pyrrhula pyrrhula europaea) som indvandrede sydfra i 1930’erne. Den er kraftigere rød og lidt mindre end stor dompap (Pyrrhula pyrrhula pyrrhula) som indvandrede fra Sverige i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg er vild med al det der pyrrhula. Og at man har gjort sig så meget umage med at dele dem op i underkategorier, når det stort set er umuligt at se forskel.

Det påstås, at man kan kalde en dompap til sig ved at sige som den. Det skal klart ind i rækken af forårsprojekter.

Ordet dompap/dumpapf blev i øvrigt engang brugt som skældsord. Kan da huske, at min mor sagde det engang (ikke til mig selvfølgelig😊)

Dompap kommer fra tysk og betyder domprovst. Hannens fjerdragt med den sorte og røde farve, minder nemlig om domprovstens festdragt.

Og nu til noget andet ...

Forleden så vi ’Alene i vildmarken’ - et realityprogram, hvor mennesker (frivilligt) sættes af i en norsk ødemark og skal klare sig længst muligt. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg finder det fascinerende.

Det vildeste, der typisk sker, er at deres fiskegarn knækker eller bliver væk. Eller at der ikke er fisk i garnet, og så bliver de kede af det. Eller også er der mange fisk i. Og så bliver de glade.

En anden tilbagevendende ting er, at de savner dem derhjemme. Og at de er sultne. Vi kan godt finde på at hygge os med en ordentlig skål popcorn, mens vi ser på deres strabadser og diskuterer om vi selv ville holde 5 eller 10 minutter derude i vildmarken. 

Sidste gang vi så det, var der så en deltager, der berigede programmet med en sætning, der lød noget i retning af Så er vi sagodælme i gang.

Ja, der er sagodælme sket mange ting siden sidst.

Som antydet har min øjne stået over for en genåbning 😊 for sjove måder at bande på.

For filan, det er skægt med bandeord sagt af folk, der ikke vil bande. Og når man så støder på et ord, der er sammensat af hele to forvanskede eder, fox, så danser mit hjerte glad. Der er noget fascinerende ved bandeord. Ikke fordi jeg går ind for, at vi bør bande mere, for rigtig mange bandeord ord er grimme og stødende - men brugt rigtigt i et i øvrigt dannet sprog, kan det virke både elegant, morsomt og overraskende.

Vil du se eksempler på det og blive klogere på bandeord, og hvilke typer der er (bandeord er nemlig ikke bare foxing bandeord, der er dælendulme flere afarter) så vil jeg anbefale at du tjekker kulturbaskerne, hvor hele to bandebøger præsenteres. Du vil også få svaret på, hvorfor vi bander.

’Hvad fanden er et bandeord’ er netop udkommet og henvender sig til børn fra 7 år.

'Den store bandebog' er tidligere kort nævnt i Bogrums julekalender fra 2019 og er til større børn og visse voksne 😊

En skøn nyhed og en enestående bevisførelse.

Sidste år havde vi den fornøjelse at ’passe’ storkene Susanne og Povl Reichardt og fodre dem et par gange. De behøver ikke foder, der er rigelig med frøer og anden god storkemad i habitatet. Det er mere en slags snackordning, så de slår sig ned lige der.

Og gæt hvad! Nu er Povl Reichardt vendt tilbage og netop landet. Vi er blevet informeret af det lokale Storkelaug, og vi afventer magen Susanne en af dagene.

Jeg nævnte storkene i sidste Bogrum, og en af mine (måske tidligere venner) påstod, at storkene på fotoet var af plastic!

Okay, men så se lige den tomme rede på næste billede, hvor storkene er fløjet væk. Kan plastic-storke måske flyve? 🤔 Næppe. På det sidste foto ser vi nys ankomne Povl. Som du kan se, har han rykket sig lidt til siden for at gøre plads til Susanne, som forhåbentlig snart kommer hjem.

Efter denne elegante bevisførelse og fordi påsken jo er en slags hjerternes fest, eller hvordan det nu er, vil jeg se gennem fingre med den lille episode og bevare venskabet. 😀

Plasticstorke? I think not!

Her er der zoomet ind på den tomme rede. Storkene er væk! Hvordan kan det lade sig gøre? Plasticstorke kan li’som ikke flyve vel?😊

Og her har vi så tilbagevendte Povl, der spejder efter Susanne.

Og så er det jo påske om lidt.

Påsken er sprængfyldt med helligdage og symboler og kan inspirere til eftertanke.

Er det tid til at tænke store tanker, tid til at sadle om? Noget der skal forgå, eller noget der skal genopstå?

Eller måske er det bare tid til at fundere lidt over, hvorfor snaps passer så godt til sild.

Jeg vil nu ønske dig en glad påske med masser af hygge og forårskuller.

Tak fordi du læste med.

Påsken byder på skønne farver -

Og en masse godt til ganen. GOD PÅSKE.


26. februar 2021, facebook, storke og en slags pixi-bog

Det viser sig at Mies Bogrum om ikke ligefrem er trendsetter, i det mindste er med, hvad angår at dele gamle minder og isvinterbilleder.

Fra da der endnu lå sne.

Facebook foreslår venligt at man deler minder fra tidligere opslag og mange har rundhåndet delt ud af gamle rejseminder. Det er ikke det helt det samme som dugfriske drinks-i-solnedgang-billeder, men det går an. Mon Facebook til næste år foreslår: Del dette minde, hvor du delte et minde?

Når der postes noget, der er en slags real tid, omhandler det enten emnet, som Mies Bogrum ikke beskæftiger sig med (hint: mexicansk øl) eller om hvor meget is der er (eller ikke er) på en sø.

Og de sidste gange har jeg netop delt gamle minder om blandt andet Storebælt, ostemadder og isvintre. Sidst fortalte jeg også om en bootcamp og mit hjemsendelsesskema. Efter lang tids næsten-isolation overvejer jeg at sætte faget ansigtsgenkendelse på skemaet. 😲

Nå ja, og hvordan gik det lige med Bootcampen i januar?

Det gik fint, tak😀Der røg nogle kilo de rigtige steder. Egentlig noget underlig noget at sige. Man taber sig jo ikke 4 kilo om albuen f.eks. Hvilket minder mig om en veninde, jeg havde som purung. Hun var draget af sted til London, hvor hun fik job i et bageri og fik spist en del kager. Hjemvendt til Danmark påstod hun, at hun havde taget 8 kilo på, og at de alle sad i ansigtet. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, men vi fandt andre samtaleemner og alene distancen til det engelske bageri var kur nok, kiloene røg af igen (fra de rigtige steder).

Og selvom det er en lille smule so last year, får du alligevel et billede af en sund tallerken - med ingefærshot und alles . Hvis du kigger på portionsstørrelsen og tænker: Ok, der kan alle være med, hvis man må spise de mængder, vil jeg lige sige at anretningen gør det ud for både morgenmad, frokost og eftermiddagssnack.

Men tilbage til de andre effekter af Bootcampen: led og muskler har generelt fået det bedre, og oveni hatten er et større generelt velvære kommet snigende 😉

Under bootcampen gik vi jo en slags all in - nemlig præcis 97%. 

Men 97/3 fordelingen er for overvældende til en permanent levemåde, derfor fortsætter vi  den variant, jeg kalder 80/10/6/4🤔som skal ses som en hensigtserklæring😲 og sagtens kan kompliceres yderligere om ønsket.

Det vil sige 80% er megasundt og chufa-chia-hørfrø-orienteret kost, de næste 10% er fornuftig orienteret og knap så hysterisk - for eksempel er spegepølse ren haram i antiinflammatorisk henseende, men hvis man vælger en økologisk, kan den ligge i de 10%. I de 6% finder vi for eksempel sukkerfri bolcher, der hverken er chufa-chia eller haram men mere 'hm hm'.

De sidste 4% dækker alt fra haram til uha og er helt ukristelig usundt, og det er jeg sørme glad for, vi kunne finde plads til også 🤩 

Og så til Storkelanding i Ganløse

Storken skulle snart lande. Det skulle være ganske vist.

Der er forlydende om, at Susanne og Poul Reichhardt er på vej retur til deres reder, der ligger ca. 800 meter i storkeflugtslinie fra vores aftenterrasse.

De er blevet set i Slesvig og i godt flyvevejr skulle de kunne være her midt marts. Så vi venter spændt😀

Den er god nok. Man kan være heldig, at der er lavtflyvende storke her.

Vi har støttet op om modtagelsen af storkeparret Susanne og Poul Reichhardt ved at heppe på storkeentusiasterne, der her er i gang med at tætne og isolere reden med egekviste, hø og hestemøg. (Nordic way of living :-)

Og her ser vi hovedpersonerne. Billedet er taget sidste år, hvor vi havde fornøjelsen at se dem på tæt hold, når vi fodrede dem. (Poul er opkaldt efter den folkekære skuespiller, der var fra Ganløse).

Et lille kig i haven ...

Ja, jeg har noget med egern og overvejer at gøre den til Bogrums maskot. Den er vims, nuttet og ret strid og har ingen pli overhovedet. Den bevæger sig på en æg (nogle gange andres æg), og er bare iskold. Ikke at det matcher Bogrums værdier, men det er på en måde ret cool.

Den har ikke rigtig nogen funktion, den lefler ikke for parnasset, er bare et farverigt indslag. Jeg ønsker at Bogrum er det samme for dig og at min nye roman med arbejdstitlen Silent Retreat også vil glæde dig at læse, når den en dag udkommer. Den er ved at færdig til første feedback fra mine skrivefæller.

Hvorfor spise af sit eget forråd, når man kan nappe mejsernes?

Hvem, mig? Spise fra mit eget forrådskammer? Det kender jeg ikke noget til.

Vi er altså nogle stykker, der ikke gider at høre om det egern.

Og så til pixi-bogen

Her får du en slags pixibogs-version af min nye roman, Silent Retrat, der stadig befinder sig i skriveprocessen.

Bogen handler om Britt og Jørgen og en hel masse andre meget forskellige mennesker, der havner på et bjergresort i Spanien, hvor reality-show møder Silent retreat.

Britt på 37 har haft det bedre. Hendes mand, Stig, er stukket af med en anden, hun har mistet sin frisørsalon, der var en del af villaen i Gentofte. De højloftede stuer er skiftet ud med en lejebolig i nordvest, og hun er havnet i et trist vikarjob på et kontor ved søerne i København. Hun passer ikke ind, og er frustreret på alle plan. Hun får aftenerne til at gå med at drikke rødvin og surfe på nettet. (Vi er i år 2010 og hvis du googler vil du måske blive overrasket hvor meget der er sket på Facebook og på nettet i det hele taget på blot en dekade).

Hun får i en rødvinståge klikket sig ind som deltager på RealityBook, et nyere koncept, hvor der ikke filmes, men i stedet udgives en annoncefinansieret bog om deltagernes udfordringer. Kort efter befinder hun sig på bjergresortet La Finca i Spanien.

Bliver Britt nogensinde venner med terapeuten Tanne, der leder Silent Retreat-gruppen? Holder journalisten Jørgen op med at være dum overfor Britt? Og hvorfor er han dog så dum? Og er han overhovedet i stand til at løfte opgaven med at levere den årlige bestseller?

Mon Britt kan blive ved med at holde hemmeligt at den 15-årige dreng på Silent Retreat holdet er hendes søn, som hun i sidste øjeblik blev nødt til at 'smugle' med? Kan hun nogensinde tilgive Stig, og findes der virkelig engle.

Alt dette og meget mere får du svar på, når du læser bogen😀

Min ambition er, at Silent Retreat udkommer i 2021. Der er stadig en del arbejde, og det kræver jo også en vis imødekommenhed fra et forlags side 🙂

Jeg laver en masse larm her på siden og på facebook, når der er en udgivelsesdato i sigte. Og jeg håber du vil tage godt imod den, når den udkommer🤩

Det var alt for denne gang

Tusind tak fordi du læste med 😀

Må du gå det skønneste forår i møde.

En vej, der ender godt.


12. januar 2021, Rundt om ostemadder, skemaer, skovmærker og heste.

Først vil jeg gerne ønske dig et rigtig godt og glædeligt nytår. Håber du trods mange kollektive udfordringer er landet blidt i 2021 og er ved godt mod.

Smukke detaljer en januardag i skoven.

Ostemadder og Storebælt

En af de sidste dage i det gamle år smurte jeg mig en ostemad på lyst brød med smør, toppet med en rød peberfrugtring og kom til at tænke på dengang man sejlede med Storebæltsfærgen for at komme til Jylland. Kan du huske det?

Spændingen ved at nå en færge før end beregnet😲 Når vi det, når vi det? Lettelsen over lige at blive vinket med ind, juhuu, hvor var vi heldige. Vogndækket, klonk-lydene når hejsedækket blev låst på plads, lugten af olie og vådt metal, det grønne gulv med små pytter vand, utålmodigheden når man skulle køre fra borde.

Men ikke mindst den lille glade forventning til en hyggelig overfart, for man kunne snildt nå en kop kaffe og en ostemad, inden man skulle køre fra borde igen. Det var dengang det hele bare gik lidt langsommere. Så mindes jeg min mor, der foruden ostemadder også smurte lækre laksemadder, vi kunne spise på færgeoverfarten. Ikke så mange dikkedarer. Franskbrød, smør, laks eller ost og så ind i de her store rødternede madkasser med bakker, der kunne trækkes ud. Det var den vildeste luksus.

Tiden med hinanden var måske den største luksus. Vi havde ikke travlt med at glo i mobiler, fotografere eller på anden måde dokumentere vores eksistens. Man kunne ikke forestille sig at nogen i ramme alvor ville fotografere en ostemad, fremkalde det og sætte den ind i familiens fotoalbum med teksten 'ostemad på færgen - yummi'.

Men det burde man måske, for der er så meget kærlighed, gode minder og hverdagslykke i en smurt ostemad, som det også fremgår af Svantes lykkelige vise:

Se, hvilken morgenstund!

Solen er rød og rund.

Nina er gået i bad.

Jeg spiser ostemad.

Livet er ikke det værste man har

og om lidt er kaffen klar.

Og man kan også trække lidt på smilebåndet over en ostemad (eller mangel på samme). For at runde ostehyggen af, så deler jeg lige en god venindes oplevelse med sit barnebarn Viktor.

Viktor : "Mormor, jeg vil også gerne ha en ostemad." 

Mormor: "Jeg har da ellers lige spurgt dig."

Viktor : "Hva' sagde jeg så?" 🙂

Senere kom Storebæltsbroen, og så var der ikke meget tid til ostemad og kaffe over bæltet. Jeg mindes min første togtur til Jylland ganske kort efter åbningen. Det var så nyt og så spændende. Alle passagerer fulgte ivrigt med og kiggede ud af vinduerne for at få broen, Sprogø og det hele med. Det gibbede i mig, da vi nærmede os tunnelen. Var den bygget ordentligt, ville den holde, hvor lang var det nu den var? Heldigvis sad jeg i forreste vogn, og da vi kørte ned i tunnelen, åbnede lokoføreren ud til førerrummet for at dele sit tunnelsyn 😉 med os. Han vendte sig og smilede og nikkede og det var ret betryggende.

Nok om Storebælt og ostemadder for nu ...

Vinterstemning - Ikke at det har noget med sagen at gøre, men det er trods alt mere stemningsfyldt end en ostemad.

Så er man hjemsendt igen.

Og for at dagene ikke skal forsvinde i et stort hvor-blev-de-og-hvad-fik-jeg-udrettet- spørgsmål (stillet af mit emsige overjeg) har jeg lavet et slags skoleskema. 

Mandag byder f.eks. både på spansklektioner, husflid og skrivetimer. Tirsdag er der en dobbelttime med idræt. Der er også daglige husgerningstimer, hvor jeg i en del af lektionerne lærer at lave anti-inflammatorisk kost. Jeg/vi er begyndt at sige ord som quinoa og Golden hassel-latte uden at fnise eller himle med øjnene…

Vi kan sige 'Chufa' – uden at kvittere med et 'prosit' eller 'det kan du selv være'. Og en sætning som: 'Har du husket at købe chia' bliver ikke længere besvaret med: 'Hvad skal vi med sådan en? Vi har en kat’. 

Men lige tilbage til skemaet for hjemsendte. Lektionerne er som udgangspunkt på 1 time og 15 minutter men kan variere. Hver dag starter med en morgensamling, der kun består af mig og kun bruges til at få samling på mig selv, hvilket klares med en kop kaffe og morgenlæsning.

Idrætstimerne kan være en gåtur eller løbetur i skoven eller brændehugning eller andet praktisk på matriklen, bare det indebærer fysisk aktivitet. 

Jeg er blevet enig med mig selv om at skemaet kan fraviges. Nogle gange bliver jeg simpelthen langt 🤔ude i skoven, selvom det har ringet ind. Og nogle gange bytter jer rundt på timerne eller udebliver helt. Det giver en dejlig følelse af frihed.

Det minder om dengang, jeg meldte mig til irsk step bare for at have et eller andet jeg med god samvittighed kunne pjække fra 😲Noget andet godt ved sådan et skema er, at man trods alt kan se effekt af en lille daglig indsats.

Eksempel på gult afmærket rute.

Eksempel på nyt pejlemærke. (Det knækkede træ).

Gule skovmærker.

Måske er der en blomst der hedder sådan, men jeg tænker nu på de gule pletter på skovtræerne, der viser afmærkede ruter, der er gode at følge, så man ikke farer vild i skoven. Men når man er kendt med skoven er det ganske forfriskende at tage en afstikker eller finde på nye veje og finde nye pejlemærker.

Det er rent metafor det her. 🙃Jeg ser de gule pletter som daglige rutiner, der følges halvblindt, og nu har jeg valgt at udfordre rutinerne.

Så for tiden fungerer jeg som selvbestaltet projektleder for et lille antiinflammatorisk og alkoholfrit hold, Camp Bastbjerg $$ - Dollartegnene symboliserer førstegangsinvesteringen i projektet.

Og nej, nej, nej, der er ikke tale om et nytårsforsæt. Jeg ved jo hvor galt det kan gå med den slags. Husk blot alle Ellens kvaler i Story to go Vol. I.  Næ, det er noget jeg har tænkt over og har taget tilløb til længe, men vidste godt at det ville være en stor udfordring. Har prøvet noget lignende før, men gav op. Måske fordi jeg ikke var villig til at gå 97% ind for det. (Jeg går aldrig mere end 97% ind for noget af frygt for at blive opfattet som ortodoks eller fanatisk🤔

21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost. Bogen er beskrevet under mentalguf.

En måned uden alkohol. Også beskrevet under mentalguf.

Meter i sekundet. En god griner skal der til. Er anmeldt under de skæve.

Som guidelines til projektet,

har jeg valgt ovenstående bøger, to fagbøger og en hyggelæsning. Det er gode fagbøger, og man kan blive meget inspireret af dem. Men jeg siger bare: Det ville ikke på nogen måde være muligt for mig at fuldføre så meget som en eneste dag fra de her bøger ved siden af et fuldtidsjob!

Der er så mange nye ting. Nye måder at tænke på og mange aha-oplevelser og også et par haha-oplevelser. Men jeg er virkelig glad for, at jeg har tiden til det nu.

Hvis du ærgrer dig over, at du ikke vidste, at der fandt sådan en bootcamp sted - skal du ikke ærgre dig for længe - det er en relativ lukket fest. Der har dog været eksterne testere på valnøddebollerne og den mandlige tester sendte en medfølende tanke til min tro væbner - der uden mild tvang af nogen art - har indvilget i at deltage i Bootcampen.

(Kom først til at skrive TANK i stedet for tanke - altså sådan et krigskøretøj du ved. Haha, sjov idé der🤭 Så kan man virkelig ikke lide bollerne😠)

Men husfreden er indtil videre intakt 👍 så der bliver nok ikke brug for tungt krigsmateriel.

Når man vælger at følge en eller anden fagbog, der skal lære én at tænke anderledes, er det vigtigt, man giver sig selv en lille smule elastik. Basalt har jeg det sådan, at der er ikke nogen der skal fortælle mig hvad jeg skal, vel?!

Så … en ting jeg holder stædigt fast i – det er min morgenkaffe . Den skal der ikke røres ved og den skal være nøjagtigt som den plejer.

Morgenkaffen - En ting, der ikke skal røres ved!

En anden ting,

der virker for mig, er at skrue op for gode ting, der gør mig i godt humor: løb- og traveture, løse en sudoko eller læse en rigtig god bog, gerne mere hyggelig end opbyggelig 😊 Gerne en der får mig til at grine.

Der er en god grund til at Stine Pilgaards 'Meter i sekundet' er på bestsellerlisten. Men den deler vandene, og ikke alle er lige begejstrede eller forstår hendes humor. Jeg synes det er jysk underspillet humor når den er bedst. Den der selvironi, den der kærlig distancering til sig selv og andre. Den lille undren over hvor underlige vi mennesker er. Nu er jeg ikke færdig med bogen, og indtil videre kan jeg ikke se nogen fremadskridende handling, det er mere en række hændelser, men det gør ikke noget for mig. Det er mit lille pusterum nu.

Status på Camp Bastberg $$ en tredjedel henne i forløbet: Der er virkelig meget køkkenarbejde, især i starten, men der begynder at komme lidt rutine/erfaring med. Det er sjovt og spændende at afprøve nye retter og ja, der er allerede positive resultater på energien, humøret og vægten. Jeg noterer løbende hvilke nye retter, boosters og vaner, der må få lov at komme videre til hverdagen i 2021 og hvilke, der må forblive i Campen. 

Og så til læsehesten,

Jeg har forgæves prøvet at finde ud af, hvorfor man bruger ordet læsehest om en, der læser meget, men udover en masse talemåder om heste er jeg kun stødt på en enkelt ubehjælpelig forklaring på ordet, nemlig at det er en metafor🤔 Det var jeg også nået frem til. Som du kan se på billederne læser den rigtig hest ikke, og kommer nok heller ikke til det. Men den lille læsehest, Herbert på 10 måneder, har derimod fat i en rigtig god læsestart.

Det foto vil jeg lige huske når de der bedsteforældre kommer ind i butikken. Der er simpelthen ingen grænser for, hvor dygtige og fremmelige deres børnebørn er.

Jeg har for sjov overvejet at hente Dostojevskij eller Wittgenstein frem til dem, når de står og lovpriser deres fremmelige barnebarn.  

Til den næste der siger: Jeg har et meget dygtig barnebarn - tænk, hun er 5 år og læser selv. vil jeg sige ting som: Bedre sent end aldrig - eller ja, der er desværre nogle, der har lidt startvanskeligheder. I kunne have fået hjælp til at knække læsekoden. 😀

(Det gør jeg naturligvis ikke, men boghandler Frans Paulich fra Story to go Vol. II ville hygge sig gevaldigt med at sige den slags😀)

Men det bliver ikke nødvendigt med skønne Herbert her. Nu er han altså også i godt selskab med "Hvor er Boris." Boris er den her lille småvrante bjørn, man ikke kan lade være med at holde af.  Jeg anbefalede også  Boris i julekalenderen 2020. Og heldigvis findes Borisbøger også i versioner til større børn.

Rigtig hest der ikke læser.

Læsehest der læser.

Det var alt for denne gang.

TAK fordi du igen - eller for første gang - kiggede ind.

Nu vil jeg ønske dig og dine alt det bedste i 2021

PS. Det er dejligt at bedsteforældre er stolte af deres børnebørn! Det er lige som det skal være🙂

Håber du finder en god og spændende rute gennem 2021 :-)


28. november 2020, lysbilleder og julestemning.

Mørke november går på hæld, og da det ikke bliver lysere lige med det samme, får jeg lyst til at bryde det grå mørke med et par lysbilleder 😊 For det er noget ganske særligt, når den lave vintersol prøver at bryde morgentågen eller oplyser vinterbuketten på spisebordet, og flagspætten gør sig som en slags julepynt i lyskæden. Katten prøver også at gøre sig interessant ved at indtage fasanpositur. (ja, her sker ret meget 😀)

Spændende vinterlys.

Juletiden nærmer sig -

Vi tænder lys og trækker inden for i de varme stuer. Det er tid til gløgg og æbleskiver og en juledekorations-kreation (tror det ord vil lyde godt på fransk 😊 I år vil jeg smutte en tur i haven og klippe lidt gran, laurbær og troldegrene og samle de kogler, egernet ikke har snuppet. Så skal lerklumpen fra Netto også i spil sammen med en fin skive bark-beklædt poppeltræ (et træ vi måtte fælde, fordi det begyndte at kaste med grene og nær havde ramt min bil (og den slags opførsel vil vi ikke ha’) 😉og så må vi se, hvad det ender med – med dekorationen altså.

Levende julepynt. (Koster en del peanuts:-)

Vinterbuket i novemberlys.

Du kan også lave din egen birkekirke med lys i: Find et stykke birkebark, der ligner en kirke og hold op mod solnedgangen.

Vinterglimt.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget sne der var, dengang jeg var barn i forrige århundrede. Dengang var der rigtig isvintre, og alt frøs til. Man GIK over Storebælt hvis man skulle hente noget i Jylland, og snefnuggene var så store som vaniljekranse (og havde næsten samme form). Børn var mere velopdragne og taknemmelige🤔 Og så husker jeg ringelyden fra fastnettelefonen med drejeskive, når faster Bodil ringede og ønskede glædelig jul. Min mor sad så der i sofaen og sagde jaja og nåda og haha. Min bror og jeg morede os kongeligt med at hviske spørgsmål til hende, som f.eks: ’Må vi godt få en is?’ Jaja, sagde hun så (til faster Bodil). Og så kiggede vi på hinanden. HUN SAGDE VI GODT MÅTTE! Og så grinede vi. Ja, det var morsomt at være barn dengang.

Og jeg kan huske, når Fætter BR-kataloget kom,

Så skulle vi sætte kryds med hver sin farve ved det, vi ønskede os - min bror og jeg. 'Må vi sætte kryds ved det hele?' spurgte vi. Og ja det måtte vi - det skete der jo ikke noget ved, som min mor sagde. Og det havde hun ret i. Det var ikke Fætter BR-gaver der fyldte under træet.

Til gengæld lavede min mor altid en fin pakkekalender. Hun var hitte-på-som, som hun nok selv ville have sagt. En gave kunne være et par malt-bolcher (jo den er god nok) lagt i en knappenålsæske og omhyggeligt pakket ind i fint julepapir. Alle pakkerne var bundet op i små gardinringe på en broderet kalender med julemotiver. Jeg husker forventningens glæde, når jeg listede ned ad trappen og skulle åbne dagens kalendergave. Og jeg blev særlig glad en dag der lå en PEZ-figur i. Tror det var Mickey Mouse. Kan du huske dem? Dem man kunne putte PEZ-pastiller i, og så klikkede man på dem, så de ’spyttede’ en pastil ud til dig. Genial opfindelse🤩

Og et lille juleminde mere ...

Da jeg var omkring 9 år, troede jeg, at min storesøster ejede stormagasinet Havemann på Vesterbrogade. (Der hvor der i dag er en Føtex.) Og det var jeg ret så stolt af. Det viste sig, at hun bare arbejdede der, men det lavede ingen skår i glæden.

En decemberdag var vi inde for at hilse på og købe lidt julegaver. Jeg stod og fedtede med portemonnæen med alle mine Ponduspenge og fiskede en femkrone (uden hul) op. Av, det var en næsten en hel uges lommepenge. (Jeg var lige steget en krone i lommepenge til 6 kroner om ugen.) Jeg havde vel 11 kroner i alt, og det lykkedes mig at finde en fin kam til min far og et stykke sæbe til min mor. Og så havde jeg hæklet en vaskeklud i flotte brune farver. Det blev de vist nok rigtig glade for🙃

Nå, men du skal selvfølgelig ikke snydes for kattens bidrag til dette indslag.

Det kommer om lidt, men først vil jeg sige tak, fordi du læste med og fortælle dig, at Mies Bogrum igen i år disker op med en bogtiteljulekalender.  Den kan du godt glæde dig til. Og det er jo lige om lidt ... Mere præcist omkring den 1. december 😀Men jeg skal nok sige til. 

Og så til kattens sture nummer ....

Fasanen viser hvordan man gør.

Sidst på efteråret lykkes det katten at gøre kunststykket efter.


31. oktober 2020, regnbueæbler, svampe og om at være søde ved hinanden

Denne oktober har nærmest været magisk. Octubre mágico som nogle i et alt for fjernt land måske ville sige. Elsker Spanien, savner Spanien og jeg forstår godt de gæs, der trækker derned nu. Og (næsten) apropos kom jeg i tanke om en slags ordsprog, jeg hørte som 11-årig: Hvorfor skal på jorden gås, når i luften hængemås? Jeg synes det var stærkt sagt. Der skulle heller ikke så meget til at dupere mig. Tror faktisk det var min spejderleder, der sagde det, dengang jeg var i Egern-patruljen, som jeg kort nævnte sidst - i forbindelse med vores lille haveven, som stadig underholder med vimse, nuttede egern-moves, når den samler forråd.

Magi i oktober: Blåbærbusken er blevet rød.

På vores spadseretur i skoven forleden,

blev vi igen overvældet af hvilken rigdom af svampe, der er. Hvem der dog bare havde minimalt forstand på det, så ville vi høste en kurvfuld svampe, tage dem med hjem, børste og rense, skære i fine skiver, lægge dem på en varm pande med lidt olivenolie, tilsætte rosmarin, finthakket skalotteløg, lidt hvidvin, piskefløde og til sidst et dryp trøffelolie. (Ja, og så ville vi spise det på et stykke ristet brød - måske med et glas hvidvin til, hvis der er mere tilbage.) Men vi er lidt tilbageholdne - ikke så meget med vinen, mere med hensyn til at gå på svampejagt. Vi et rent ud sagt et par gammeldags bangebukser😉

I stedet samlede vi lidt agern derude i skoven og tog med hjem til vores egern som en lille for-agerning (hm). Why nut? 🤭Den af os, der er mindst til far-jokes, siger jeg nok skal holde lidt igen nu. Ville ellers lige have tilføjet at den ege(r)ntlig ikke virkede interesseret  men nærmest  'egernorerede' vores gave😀

Ønsker mig et svampekursus.

View over engen 10. oktober - alt er stadig grønt.

Regnbueæblerne. (vi må have fat i en moster).

En hestekrammer:-) på engen.

Morgenstilhed.

Lille oktoberhøst fra drivhus og have.

Så har de gyldne farver indtaget engen - der er 14 dage mellem de to billeder.

Og nu til noget helt andet.

"Og så skal I huske at være søde ved hinanden." Det var vores chef, der afsluttede en lille briefing med disse ord. Vi så sigende på hinanden. Jeg kunne se, vi alle tænkte det samme. Hvad havde han gang i? Det var jo ikke jul endnu!? Mon det gjaldt fra nu af? Og skulle det også gælde overfor kunderne? Vi var meget forvirrede, men gik med ildhu til opgaven, og det medførte alt andet lige en bedre stemning. Hvem skulle nu have troet det. Ok, det vil jeg prøve andre steder også, tænkte jeg. Så en morgen, inden jeg tog på arbejde, tog jeg opvasken, en stor grim en af slagsen, ingen ønsker at være alene med - sådan en hvor man kort overvejer om vinkelsliberen må i spil for at få de værste rande af. Jep, sådan en tog jeg for at være sød.

Og så kom jeg til at tænke på bogen 'Kærlighedens 5 sprog'. Det er nok den enkleste men samtidig mest effektive 'selvhjælpsbog', jeg har læst. Og nu vi er i den boldgade, er der også gode ting og sager at hente i følgende titler:

1) 'Forståelse fremmer samtalen', Preben Grønkjærs bog om typologi.

2) 'Bliv dus med dig selv og din skygge' af Preben P. Sørensen

3) 'Det, du siger, er du selv' af Mette Holm.

Du kan læse mere om alle 4 under Mentalguf.

 

Ingen kryptik eller mystik her. Lige til at gå til. (Og god gaveidé til brudeparret.)

Om personlighedstyper.

En grundig og lærerig gennemgang af skyggearbejdet.

En mere let tilgængelig, men stadig anbefalesesværdig gennemgang af skyggearbejde.

Det var alt for denne gang

Tusind tak fordi du læser med😀

Jeg vil nu ønske dig en smuk november 🙂

Og husk, at der også skal være plads til litterære skumfiduser!

Tænd op i pejsen eller tænd stearinlys, på med hyggesokkerne og læs noget, der gør dig glad. Kan være du finder noget under hyggesokkerne eller de skæve.


28. september 2020, et løfte, en tur i haven og en undskyldning.

Mies bogrum har taget en beslutning.

Corona er en forfærdelig ting. Det fylder sindssygt meget og kaster skygger på dage, der ellers er ganske fornøjelige. Vi er bange, vi tør ikke rejse, vi går med maske, og vi hører C-ordet alt for mange gange hver eneste dag. Vi kan ikke tænde radioen eller surfe fredeligt på nettet uden at blive opdateret om Corona. Jeg værdsætter at politikerne gør noget, at der tages forholdsregler, og at vi alle er opmærksomme og passer på hinanden. Men jeg har også brug for et frirum og en pause, for ingen har godt af være urolig og føle angst alle døgnets 24 timer. Derfor dette løfte: Jeg erklærer nu Mies Bogrum for absolut Coronafrit område. Velkommen til et lille fredeligt pusterum.

En af havevennerne hilser på, og jeg kom til at tænke på dengang jeg som barn gik til spejder og var så heldig at havne i egernpatruljen. Vi lavede selv vores råb, der lød: 'Egernet - Det vil til tops'. Ja større bliver det ikke :-)

Jeg har dagligt den store glæde

at tage en stille runde i haven eller i skoven, trække vejret dybt og lade mig fylde af den ro, naturen byder på, og denne tid på året er ganske særlig. Efter sol, hede og sommerfester nyder jeg morgnernes kølige friskhed, disen over marken, hestens vrinsken der bryder stilheden. En sjakker spiser sig fuld i gærede æbler, musvågerne kredser over den blå sensommerhimmel. Naboens kat foretager et slags kamikazekast mod mig for at blive nusset. Vi har plukket majs fra haven som vi skal have til aften. Tomatplanterne leverer dagligt solmodne smagfulde tomater, kartoflerne og gulerødder er klar. Der er dagligt en lille høst, der kan indgå i aftensmaden.

Forvokset asparges og morgenfruer - en lidt vilter køkkenhave.

Eksempel på lille høst fra drivhus og have. Der er masser af kartofler under morgenfruerne :-)

Nogle morgener byder på ganske særlige oplevelser.

Se mor, der er masse af æbler, siger lille bambi og laver små kåde bukkespring hen til de nedfaldne æbler.

Jeg står helt stille inde i den lune stue og betragter dem gennem ruden, der er en smule bedugget :-) Morgentågen lægger sig som et eventyrligt slør bag dem og et kort øjeblik har jeg en forventning om at en enhjørning popper op og slutter sig til dem. Moren ser sig nervøst omkring. Ikke på grund af en eventuel enhjørning, men der er noget med en grim jæger, der holder til i nærheden. Får lyst til at fortælle hind(e) (haha, det er jo en hind)🤭 at det ikke er endnu.

Bukkene skydes først og derefter hinder, der ikke sætter små bambissimoer, så mor og lam er fredet et stykke tid endnu. Den kloge af os fortæller mig nu, at det kun er hjorte, hvor hunnen kaldes en hind - ikke dåer og råer, men pyt nu med det. Åh, at se det lille rålam gnaske søde æbler i sig, det er bare en god start på dagen. 

Den slags oplevelser gør dog, at skønt jeg rigtig godt kan lide en god vildtmenu, på det seneste er blevet lidt bambivalent omkring det, om jeg så må sige.

Kommer du? Der er masser af æbler!

Det lille lam er klar til æblefesten. Muligvis gemmer der sig en enhjørning bagest i billedet.

Så er der mad.

Om aftenen sidder vi nogle gange og ser over mod bakkekammen,

for at se solnedgang eller rådyr, men en aften går der nogle af nabogårdmandens køer. (Vi er ikke rigtig naboer, mere sådan luftlinjenaboer.) En kridhvid kvie går og græsser, og jeg overvældes af en barnlig lyst til at male den lilla, tage et billede og poste med en kommentar om at være flyttet til alperne med fri adgang til sæteren og i bekvem afstand fra en Milkachokoladefabrik.👍

Jeg ser sceneariet for mig, når min mand prøver at vriste spraydåsen fra mig - ikke fordi han ikke synes ideen er god, men han tvivler på at gårdmanden er enig. Og vi gider ikke dårlig naboskab, som han siger,  så han får mig overtalt til at prøve med fotoshop i stedet.

Men indtil videre har jeg slet ikke noget foto af koen, så jeg må sysle med noget andet. Og jeg kommer i tanke om, at på denne tid af året er det også snart helt legalt at tænde op i brændeovnen og sætte sig godt til rette med en god bog.

Hvis du kun sidder kort tid, kunne det være en Story to go 🤩Men der er heldigvis også rigtig meget andet godt.

Det kunne for eksempel være 'Et system så storslået at det blænder'. En fantastisk bog, der er helt oplagt til læseklubber.

Eller det kan være Nina Lykkes : 'Næste!'  - en  anderledes lægeroman :-) 

Sluttelig har jeg for engang skyld medtaget en børnebog. Og nu kommer undskyldningen. På et tidspunkt da jeg lavede julekalender, kom jeg fejlagtig til at tilegne en anden bog æren for opskriften på papirknaldere. Undskyld alle sammen. Fejlen er rettet, og som plaster på såret anmelder jeg bogen om Tom Gates som er den rigtige papirknalder-bog. 

Alle 3 anbefalinger ligger under de skæve.

En fantastisk oplevelse.

Sjov og skæv.

Skæg og genial.

Vores ven her var ikke den eneste, der havde glæde af æblerne.

Bambis ven Stampe?

Og en lille flagspætte hyggede sig også. Tak til min tro væbner for de gode fotos:-)

Det var alt for denne gang - mange tak fordi du læste med. Nu vil jeg ønske dig et smukt efterår med mange gyldne stunder :-)


14. august 2020, Lille Danmark, læsemagi og vendinger, der bør udgå.

Fra stien ned til Mønsted Kalkgrube. Sympatisk sted på alle måder. Kan godt lide de oplevelser, hvor man kan nyde en fadbamse umiddelbart efter.

En tegning set på færgen - Fra en af de mange færgeoverfarter.

På billedet gemmer sig muligvis en sibirisk hjejle - men helt sikkert 3 rovterner :-)

Sikke en dejlig sommer vi har lige nu.

Den sidste uges tid har jeg, sammen med min sædvanlige tro væbner, rejst rundt i lille skønne Danmark, som slet ikke er så lille endda. Og der er nok at se på: Sæby kirke med sine smukke kalkmalerier, Sæby miniby, bygget af entusiastiske pensionister, Mønsted Kalkgrube, verdens største kalkmine. Vi fik også kørt rundt i ammunitionstoget i Hanstholm Bunkeren, ligesom Egon i Olsenbanden i Jylland. Vi oplevede Limfjorden og den hyggelige færgefart mellem øerne og halvøerne - blandt andet til Fur. Og vi fandt også et slags 'hemmeligt escape'.  Mere om det senere.

Forleden var vi på en restaurant - Søndenfjords vil jeg tro - og spurgte, om vi måske kunne få lov at starte med en aperitif.

En aperitif? Den unge tjener nikkede, men blev blank i blikket og stod stille et sekund. Så var det som om hun tog mod til sig og spurgte - Øh, hvad er det?

Jeg var forbløffet. En tjener der ikke ved, hvad en aperitif er? Svarer det ikke lidt til en tømrer, der stirrer desorienteret på en hammer og ikke kan greje, hvad den skal bruges til? Men måske er ordet også bare så gammeldags, at det kræver en vis alder at forstå, som jeg var inde på sidste gang. Eller måske drev hun gæk med mig? En af de gamle kære vendinger som gerne må bestå. Det fik mig til at tænke på nogle vendinger, der gerne må udgå snarest.

De kommer her sammen med et par konstruktive alternativer.

1) Jeg tænker, vi skal have frikadeller i aften. (Prøv med: Jeg synes, vi skal have frikadeller ... )

2) Det ligner at solen går ned. Den sætning kan godt være rigtig, hvis der er en, der viser et uskarpt billede i orangerøde og violette farver og spørger dig, hvad der mon foregår. Men du kan også svare: Jeg tror - endelige ikke jeg tænker - at det er en solnedgang.

Hvornår må man så sige Jeg tænker? - Svaret er ALDRIG.

Jo, hvis jeg sidder og tænker og bliver spurgt hvad jeg laver, siger du? Godt tænkt, min ven :-) Men her bliver du jo faktisk afbrudt i at tænke, så hvis du vil tale helt sandt, skal du bruge datid: Jeg tænkte. Nå, men det kan du jo tænke lidt over.

Noget der ligner en solnedgang.

Eksempel på aperitif :-)

Lys fra indgangen til verdens største kalkgrube.

Lidt om læsemagi

Prøliåhør, siger du, kan du ikke anbefale en rigtig god bog til den sidste rest sommerferie? Øh jo. Men hvad er en rigtig god bog? Som boghandler oplever jeg dagligt at selv de største bestsellere ikke falder i alles smag. I diverse tråde i litterære grupper på facebook fremgår det at selv samme bog af nogle hades, af andre elskes og at andre igen finder den helt ligegyldig.

Og selv om jeg dagligt pusher bøger og tipper løs, går det jævnlig galt. Efter en snak med kunden om gode læseoplevelser, rækker jeg en bog frem og siger, så vil du også kunne lide denne. Driver du gæk med mig, siger hun. Den forfatter vil jeg, sandt for min dyd, ikke læse. Og så må vi lede videre.

En gammel nyhed er jo, at der er lige så mange oplevelser af en bog, som der er læsere. Og det er det, der gør bøger fantastiske. Men der er også et andet interessant fænomen omkring læsning; og det er timing. Det er svært at finde ro og fordybelse til store klassikere hvis man er semi-stressramt, og er man i sit eftertænksomme hjørne, kan det virke fladt at læse far-jokes eller banke-på-vitser.

Fra tid til anden får jeg startet på en bog og keder mig bravt fra side 1 (hvilket typisk er en blank side) - Det er lidt ligesom når man kommer til at spørge nogen, hvordan det går, men ikke gider at høre svaret. (Det skal man ikke gøre.)

Så her er lige et tip: Det er nødvendigt at indgå en alliance med forfatteren, for at få en god læseoplevelse. At sige - hæj forfatter. Jeg tror på dig. Du havde mig allerede på coveret, og jeg blev helt hooked, da jeg læste bagsideteksten. Nu har jeg tillid til, du fører mig godt igennem, det du har på hjerte.

Min pointe er, at der som regel intet er galt med bogen, selvom guderne skal vide, at der udgives meget underligt, som selv læsefidusen studser over, men som alligevel findes i min bogreol.

En bogreol er som en stor farverig slikskål med spænding, humor hygge og uhygge, opbyggeligt stof og særheder. Og nu er det med at vælge det rigtige. For man skal ikke tage den labre larve, når man har mest lyst til bananvingummien. Og hvorfor købe matadormix, når man konsekvent ikke gider de der små hårde lakridser? (Okay, nu blev det måske lidt dybt).

Eksempel på godt læsematch

En vinternat for en del år siden lå jeg i min seng med en ret grim forkølelse og var voldsomt snottet. Vejrtrækningen var lidt besværet, når jeg lå ned; så jeg stod op, lavede en kop kamillete, gik ind i stuen og stillede mig ved den brandvarme radiator og kiggede ud af vinduet.

Natten var stille, magisk og kulsort. Store bløde snefnug hvirvlede rundt derude og blev fanget af gadelampens gule skær. Jeg var på vej til at sætte mig i sofaen for at se, om jeg kunne sidde op og sove - Noget jeg tit har held med, når jeg kører i bil (som passager vel at mærke) da jeg fik øje på den. Bogen. Så tændte jeg en lampe og satte mig til rette i sofaen med Carlos Ruis Zafons 'Vindens skygge'. 

Min egen stemning, nattens og bogens, hvilket match. Ren magi. Rette bog til rette moment. Det er også derfor jeg inddeler mine anbefalinger i Hyggesokker, KulturbaskereDe skæve, De grumme og Mentalguf.

Du kan læse om 'Vindens skygge' under kulturbaskerne. Læs også om 'Et system så storslået at det blænder' under de skæve - Et must for  læseklubber.

Nogle gange har man brug for noget opbyggende, andre gange noget mystisk eller fantastisk og andre gange igen skal man bare ha' en lille snack a la Story to go :-) som jeg varmt kan anbefale (og sender sætvis og fragtfrit frem til september i DK).😀

Og sluttelig til den hemmelige escape,

som jeg vælger at dele med dig her.

Hvis du vil have en ganske særlig oplevelse og er lidt af et madøre, så prøv Brænderiet Limfjorden.

Vi blev modtaget, som var vi længe ventet gæster og vi kom endda til tiden :-)

Vi fik en af deres egne øl og en delikat anrettet og velsmagende tapastallerken lavet på gode råvarer. Det er muligt at sidde udenfor med udsigt over Limfjorden. Hvis vejret ikke er til det, er der rustikt og hyggeligt indrettet indenfor. Lidt som at være havnet i Provence. 

En af turens absolutte highlights. 

Det hemmelige escape i Sundsøre.

Tapastallerken fra Brænderiet Limfjorden. Bemærk Guldbogen i baggrunden:-)

Et billede af min litterære ferieslikskål. Den første vælger jeg for aktion og humor - Den næste for neglebidende spænding - Den sidste for totalskæv humor :-)

Det var alt for denne gang - Ønsker dig fortsat god sommer. Tak fordi du læser med.

 


5. juli 2020, musvågeattack, gamle ord og en kort føl-historie

Som nyslået landboer (tæt ved skoven) lærer jeg noget nyt hver dag.

Hver gang jeg opdager noget nyt, eller kommer succesfuldt gennem en læringsproces (eller bare kommer igennem den), har jeg lyst til at dele ud af mine erfaringer og udgive en lille bog om det. Indtil videre har følgende titler været til overvejelse:

1) Sådan kan man sparke sin mor og slippe godt fra det. 

2) Hvordan håndterer man en frø, der har forvildet sig ind på køkkengulvet og fået viklet sig ind i en bunke permastøv (den slags støv, der er der hele tiden, selvom man jævnligt skråstreg månedligt støver af)😊?

3) Sådan undgår du musvågeattack i ydre Ganløse Eget. 

For alle tre titlers vedkommende vil indholdet blive kortere end undertitlen, og med min faglige ballast som boghandler kan jeg se, at det bliver lige smalt nok.

Så det bliver bare ved Story to go I og II indtil videre. Ja, hvordan går det med dem, spørger du. Tak, det går fint. Der har været en overvældende interesse fra min søn og en veninde :-).

Med hensyn til salgstal, er det fint for en debutant. Men desværre ikke i nærheden af overvældende. Hvis du heller ikke vil snydes for Guldbogstips, skæve smil og et kig ind hos den egenartede boghandler Frans Paulich, og samtidig støtte mit forfatterprojekt, så husk, at jeg frem til 1. september, sender fragtfrit i DK, hvis du bestiller begge bøger. Pris ialt 120 kr.

Kom nu, det er halv pris af, hvad det koster at køre over Storebæltsbroen - Oplevelsen varer længere, der er ingen sidevind, og det er i det hele taget bare sjovere! Du kan bruge kontaktformularen for at bestille og støtte det gode foretagende👍.

 

1) Cover til bogen, 'Sådan kan man sparke sin mor og slippe godt fra det.'

1) Cover til bogen, 'Sådan kan man sparke sin mor og slippe godt fra det - 2.' Morhesten står åbenbart helt åndsvagt, da føllet vil die. Den smukke hoppemor ved godt, at føllet er på det stade, hvor den stadig er forbavset over, at den er udstyret med hele fire underlige stænger. Hun står derfor tålmodigt og modtager de små skæve spark, fra føllet, der afprøver sine nye skills.

2) Cover til bogen 'Hvordan håndterer man en frø, der har forvildet sig ind i på køkkengulvet og fået viklet sig ind i en bunke permastøv'. Jeg vandede den i bogstaveligst forstand, skyllede permastøvet af den, og efter en lille time havde den sundet sig og var hoppet glad videre. Jeg håber den nåede at nyde synet af jordbærrene og fasankokken på vej over til næste vandhul. Billedet af jordbærrene er valgt, fordi det er kønnere end frøen.

3) Cover til bogen 'Sådan undgår du musvågeattack i ydre Ganløse eget'. Måske lidt misvisende, men jeg havde andet at tænke på end at begynde at fotografere den angribende musvåge, så derfor dette mere fredelige cover med husfasanen.

Sådan undgår du musvågeattack i ydre Ganløse eget. Tror faktisk netop denne titel har et større publikum, da jeg har været udsat for angreb to gange. Svaret er, skift rute hurtigt! Kom væk fra dens territorium – hvis den bliver ved med at jage dig, er du IKKE kommet væk fra dens territorium). Efterfølgende har jeg set dette skilt på ruten, hvor yderligere gode råd deles.

Jeg går og løber jo en del i skoven,

og her til morgen vågnede jeg superfrisk, og skrev en seddel : Godmorgen skat - er løbet en tur (en slags løbeseddel 😉 til kæresten). Og jeg kom til at tænke på at unge mennesker garanteret ikke ved, hvad en løbeseddel er. De kigger også mærkeligt på en, når man siger ”den er mægtig, du,” eller ”det rager mig en høstblomst,” som jeg er begyndt at sige efter at være flyttet på landet. 

Det bringer mig over til anbefaling af en bog, der normalt ikke havde passeret mit filter for, hvad jeg gider at læse. Det skyldes dels, at historien foregår et fiktivt sted. I min optik må man kun lave sådan noget pjank, når man skriver fantasy, dels at forlaget fortæller, at det er den mest hypede krimi i Sverige. Det siger normalt bare at bogen pga en eller anden besynderlig kommerciel mekanisme bliver hævet op på en piedestal, alt for højt over andre mindst lige så gode bøger. Det betyder ofte bare, at den nok godt kan læses.

Noget andet der kunne have stoppet mig, det er, at forlaget fortæller den minder om 4 andre forfattere, hvoraf jeg er ret vild med de 2 af dem og helt undgår de 2 andre. Så jeg gik lidt forvirret i gang med læsningen. Men jo 'Fejltrin' af Maria Adolfsson er faktisk rigtig god og anbefalelsesværdig, hvis man er til klassisk svensk krimikvalitet. Du kan læse mere om bogen under hyggesokkerne. Og jeg lærte at holde af det der fiktive sted, Doggerland. 

Men det, der næsten glædede mig mest ved bogen, var et ord, der skulle beskrive himlen på et fotografi fra dengang, vi alle rendte rundt med instamatic kameraer – Kodakblå himmel. Er det ikke smukt? Undskyld, hvis I kendte det ord. Jeg blev bare glad. Jeg skyndte mig at spørge en ung: Ved du hvad kodakblå er? Næh, selvfølgelig ikke. Visse ord og udtrykker kræver en vis alder for at forstå. Næh, nu må jeg bede om mine himmelblå og det rager mig en høstblomst, er udtryk jeg helst ikke ser gå hedengangen, men det bliver måske et tema til endnu en lille håndbog.

Med disse ord og et billede af en kodakblå himmel vil jeg endnu en gang takke dig for at kigge med. Jeg vil ønske dig god sommer - og rigtig god ferie, hvis du har sådan en til gode. 😀

Kodakblå himmel, værsågod :-)

Ps - lille konkurrence

Mies Bogrum nærmer sig klik 10.000.

Jeg udlodder derfor et sæt 'Story to go' til den besøgende, der rammer netop dette tal. Du kan se tælleren nederst i højre hjørne.

Er du den heldige vinder, så tag et billede af tælleren, skriv til mig via mies@bogrum.dk og vedhæft fotoet. Og vupti voila - du får et sæt Story to go. Du har dem i forvejen, siger du? Så forær dem væk til en, der kører meget i tog (evt. over Storebælt) og husk, man skal ikke deltage i konkurrencer, man ikke ønsker at vinde.


24. maj 2020, kunsten at bruge gårdbutikker, nyt fra mit værksted, og en læsefidushistorie.

Allerførst er der nyt om tvillingerne Story to go I og II. De kan nu bestilles hos din boghandler.

Eller de kan bestilles her, men så kommer der porto på.

Story to go Vol. I købes her. (Fysisk bog).

Story to go Vol. II købes her. (Fysisk bog).

Du kan også sende mig  en bestilling via kontaktformularen. Angiv ønsket antal og din adresse. Jeg sender portofrit (i DK) de første 3 måneder. 

Nu er E-bøgerne også kommet. De er i e-pub format, hvilket kræver en læse-app. Måske ved du alt om det, men ellers følger god vejledning med i nedenstående links.

E-bogen Story to go Vol. I købes her.

E-bogen Story to go Vol. II købes her.

Du kan læse anmeldelse af bøgerne under hyggesokkerne og læse mere under Story to go og under mit værksted.

Man er kommet i fint selskab på Vanløsedisken:-)

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet! Hilsen H.C. Andersen.

Kunsten at bruge gårdbutikker.

Forleden dag kørte vi ud af den snoede landevej (for enden af grusvejen), og så fik jeg øje på et skilt, hvor der stod Asparges Rabarber på. (Det er åbenbart lidt forskelligt hvad folk vælger at have i deres vejbod. Jeg har foreløbig selv droppet mælkebøtteboden). "Det skal vi da have," sagde jeg så. Det lyder lækkert med friske asparges og rabarber.

Så kom jeg i tanke om at vi stadig havde en uåbnet marcipan fra juletid. Forventningsfuld kørte jeg min googlefinger i stilling - og ganske rigtig. Dér var en opskrift på en tærte med rabarber og marcipan. Rabarber-marcipan-tærte lyder som noget, der skal have en ordentlig klat softice på og ja, det kan man åbenbart godt lave selv med en gang piskefløde og vaniljeis, der piskes sammen.

Og aspargeserne? Oplagt til forret eller som tilbehør i det salte køkken. Google, google. Næ, se! Sådan nogle asparges kan snittes og smørristes og lægges over en laksetatar bestående af hakket røget laks, fersk laks, lime og purløg - og sluttelig garneres med sprøde croutoner. (Hold da op, det slår en god stemning an, sådan en ret, fandt jeg senere ud af.)

Møllehøj Gårdbutik gården - Alene butikkens slogan varmer mit hjerte: Fra bonden til kunden.

Præcis som en gårdbutik skal se ud indenfor: Et varmt velkomstsmil og dagens høst lækkert arrangeret.

Se lige de porrer. Sådan nogle skal man købe med sig hjem, og så må man så finde ud af, hvad de skal bruges til. Så i aften står den på porresuppe og hjemmebagt brød. Nu er det jo ikke en herregård vi bor på, så lidt husmandskost må der til i ny og næ.

Med forret og dessert på plads, manglede vi nu bare en hovedret og nogle gæster.

Og det skulle ikke være hvem som helst. Så det blev min gode gamle veninde og hendes mand. Min veninde og jeg har kendt hinanden i over 30 år. Du ved den slags veninde, der kender dig hele vejen igennem, men alligevel godt gider at se dig. Den slags mennesker er guld værd og skal have noget ordentlig at spise.

Så vi toppede op med kalvesteg, Pommes Anne og Sauce Marsala. Vores venskab blev dog sat på prøve, da min veninde mente at pomsannerne var lidt flade. Ja, og? Spis nu bare, de smager jo godt. Men hun var stædig. Så jeg fik til opgave at prøve at få lidt mere højde på til næste gang. Og fordi der var lys i faklerne og min mand skænkede lidt mere af den udsøgte rødvin, lod jeg mig formilde.

Desuden havde både forretten og desserten fået tilpas ros, og de havde også haft en flot rose med til os. "Den skal stå og pynte foran huset, så man bliver glad når man kommer hjem," som hun siger. Så vi skiltes som gode venner) :-). Og jeg har kigget på rosen flere gange. Og det er rigtig nok at man bliver glad😀 

Rosen, der gør en glad, når man kommer hjem.

En af de smukke veje man kan køre på, når man skal til gårdbutik.

Kan en læsefidus og huskatten blive bestfriends?

Læsefidus-aben er den motiverende faktor i et lær-at-læse-system, som dansklærerforeningen står for.

Mig bekendt har min kat ikke læst noget som helst, der berettiger til det kærlige kram, læsefidusen giver den her. Men jeg vidste jo heller ikke, hvad der var gået forud.

 

Læsefidusen peger ansporende på reolen bag katten. "Jeg gider ikke læse," siger katten så.

Læsefidus giver at skub bagi. "Kom så, der er også bøger om mus og småfugle."

Læsefidusen opdager, at katten slet ikke KAN læse og giver et trøstende kram.

Det var alt for denne gang. Dejligt du kiggede med.


23. april 2020, Kartoffelsnak og æggevitser

Siden sidst har jeg gået og rodet i haven. Køkkenhaven var ellers blevet rigtig flot med en masse gule blomster. Der var rigeligt til, at jeg overvejede, om der kunne være salg i det. Man kunne høste og sælge mælkebøttebladene i en slags bod oppe for enden af grusvejen. Det kan jo bruges i salat og så'n.

Nah, det går vist ikke, sagde den af os, der har mest flair for business og den slags. Så jeg måtte i gang. Og valgte at starte med at anlægge et kartoffelbed.

 

Jeg vil ikke ignorere bøgen, der er sprunget ud, men dette opslag kommer mere til at handle om kartoflen.

Den fine gule køkkenhave.

Så er der lavet kartoffelbed. Som det ses til højre i billedet, er det stadig muligt at sadle om og lave den vejbod med mælkebøtter.

Fri tolkning af kartoflens historie

Mens jeg gik og fjernede ukrudt og vendte jorden med en spade, tænkte jeg over kartoflens historie. Altså ikke som i 'Der var en gang en kartoffel', mere sådan en holistisk tilgang til denne jordens æble og dens forbrugere gennem tiden.

Jeg ser for mig hvordan en lille indianerknægt i tidernes morgen for ca 3000 måske hele 7000 år siden - ingen ved det helt præcist - første gang skrupsulten står med en kartoffel i hånden og tænker, mon den kan spises? Og så står sådan en ældre klogefætter og siger: -Nej, læg den! Den lille krammer kartoflen i sin lille næve og siger: -Nej, jeg spiser den! Så bliver den store vred: -LÆG DEN SÅ!

Og så lægger den sultne dreng kartoflen på jorden. (Muligvis historiens første læggekartoffel).

Den store graver kartoflen lidt ned i jorden. Og den lille purk står med bævende underlæbe og en forræderisk tåre i øjnene. -Så, så, siger den store. -Vi vender tilbage hertil når der har været to måner (underforstået fuldmåner), og ser, om ikke der så er flere. Det er længe at vente når man er sulten. Men heldigvis fanger de et par fisk i en nærliggende flod, som de kan tage med hjem til mama squaw i tipien.

Dagene går, og pludselig er det tid til at vende tilbage. Og ganske rigtig. Der er ikke bare to, men hele tolv kartofler, som de kan dele mellem sig. WOW siger knægten, og tror næsten ikke sine egne øjne, men på den anden side foregår der jo så meget hekseri på den tid.

Det er imidlertid en klog knægt, for han foreslår nu, at de nøjes med at spise de otte og så lægge de andre fire tilbage i jorden. Som sagt så gjort. Og da de har gjort det i mange år og deres efterkommere efter dem, kommer der pludselig en dag i 1500-tallet nogle spanske banditter og stjæler både deres kartofler og deres guld. Det er faktisk megatarveligt gjort, men er en af grundene til, at vi har kartofler i Danmark i dag.

Kendskabet til kartoflen breder sig nemlig i Europa, og i 1700-tallet inviterer kongen nogle hundrede tyskere til Danmark for at opdyrke den jyske hede, og sådan kommer kartoflen til Danmark. Men det bliver ikke taget godt imod. Kartoflen er hadet i starten, ingen vil spise den, man mener det er dyrefoder. Men det hjælper på sagerne, da man finder ud af, at den skal tilberedes. I starten koger man den bare og smider noget dyppelse på for at få den ned, men med tiden bliver folk mere opfindsomme.

De fleste lande i Europa bidrager til at gøre denne lille kedelige jordknold til en delikatesse. Og måske er det netop disse bidrag, der grundlægger det senere europæiske fællesskab?

En af kartoffelskattene har vi fra Belgien. En lille belgisk fyr ved navn Frits, må man formode, foreslår at man snitter dem til små firkantede pinde og koger dem i olie - måske deraf navnet Pommes Frits?

Og næsten samtidig i Frankrig, nærmere betegnet Paris, går kokken Adolphe og har et voldsomt crush på skuespilleren Anna Demaine. Jeg må så'n lave en kartoffel til hende, tænker han, og så kreerer han Pommes Anna, som er meget fint skiveskårne kartofler bagt i klaret smør - (en ret, jeg vil prøve næste gang, jeg skal blære mig i køkkenet.)

Langt senere (ca. 1953) på en fin restaurant i Sverige, Hasselbacken, er der frygtelig travlt en dag. Så travlt at køkkenet ikke kan følge med. En purung kokkeelev med røde kinder og lettere underbid foreslår, at man skærer fine snit ned i kartoflen inden man putter dem i ovnen, så vil det måske gå hurtigere? Og uhm, sikke en god ide. Nogle kalder det hasselbagte kartofler, haha, det må man altså ikke. Det hedder Hasselback-kartofler.

I Schweitz finder de på det med rösti, en slags kartoffelkage, lavet af groftrevet kartofler, løg, smør, salt og peber. Det er altså også lækkert. I kantonen Bern spiser de det sågar til morgenmad, har jeg hørt.

Og alle kender den Svenske Pølseret: Kartofler blandet med pølser, løg og tomatsovs. -Nej, HOV, vi har lige hørt om Sverige, siger du. Nu skal du høre noget rigtig sjovt: Svensk Pølseret er slet ikke svensk. Det er åbenbart en dansk opfindelse, som vi lader Sverige få æren for. Det er da noget af en gestus til vores broderland.

Spanien, der jo startede med at hapse kartoflen til sig selv har også kreeret en dejlig kartoffelret, nemlig tortillaen. Sådan en vil jeg lave en af dagene, tænker jeg og tager et spadestik til.

 

Inspireret af al denne kartoffelsnak beslutter jeg mig for at lave en Tortilla - en spansk æggekage, der består af æg, kartofler og løg. Kartoflerne har vi hentet hos en bonde i nærheden. Selvom det er sidste års kartofler er de vildt gode og faste i det. Vi har masser af purløg i haven, et rugbrød fra den lokale Spar og et par kolde øl (også lokalt fra Danmark,) så det tegner fint.

Men først må jeg gruelige meget igennem for jeg opdager til min skræk, at vi kun har to æg tilbage (og det er jo ægge nok) så jeg begiver mig ud på en ægspedition til nabogården, Nystedgård, der sælger øko-æg og derfor er ægstra gode. Den kloge af os, mener at jeg skal tone ned for æggevitserne, så - ok. Men det var da sk(æg)t, æggesandt? - Se lige de høns der. De ser superglade ud.

Og det endte jo godt. Se, det var en dejlig dag på landet og nu er det tid til at kigge efter dådyr på bakkekammen i solnedgangen.

Nå, men

da jeg er næsten færdig med at vende jorden, har den handy af os fået fikset fræseren, og så skal jeg love for, at der bliver kultiveret i en fart. Nu er kartoflerne lagt, og nu vil jeg glæde mig til alle de spændende retter, jeg skal prøve. For der er lagt MANGE kartofler. Måske så mange, at jeg laver en vejbod for enden af grusvejen.😀

Det hele kan ikke handle om kartofler så du får lige et par læsetips. En vildt god krimi, 'Den fremmede gæst' og en rigtig sjov og rørende roman 'Projekt Rosie'. Sidstnævnte har godt nok nogle år på bagen, så det kan være du kender den. Du kan læse om dem under Hyggesokkerne. 

Håber coronatågen snart må lette, og at du har det godt.

Det var alt for denne gang - Tusind tak fordi du kiggede forbi😀 


24 marts 2020, hastemøde, 7 gode bud og en opskrift på hjemsendelses-flüte.

Der har netop været indkaldt til hastemøde på Mies Bogrum.

På trods af at det er et enmandsforetagende, var det ikke helt let at komme til enighed. Skal jeg lade som ingenting? Skal jeg snakke om dét, eller skal jeg lave en ordentlig omgang udenomssnak? For det er jo unægtelig kommet Mies Bogrum for øre, at der er opstået en situation.

Jeg er selv blevet hjemsendt, da den boghandel, jeg arbejder i, ligger i et center. Den gode nyhed for mig, er at hjemsendelsen, for en gangs skyld, ikke er sket på baggrund af en overenskomststridig eller uoverlagt handling fra min side 🤭. Så langt så godt ... men hvad nu?

Inspireret af min nylige flytning til landet, skulle opslaget denne gang omhandle flytning og alle de mystiske ting, der på forunderlig vis har overlevet 25 flytninger. F.eks et stramajbroderi, jeg selv lavede i 70'erne, forestillende en bondemand i slidte bukser og udtrådte træsko, der er ved at lokke en ko til sig. Hvorfor jeg fik den tanke, at det ville være en god ide at brodere en ko, står hen i det uvisse. End ikke mine dagbøger fra den gang kaster lys over den gåde.

På hastemødet var der mest stemning for at gå væk fra flyttetema og helt sikkert stramaj-koen, og eventuelt droppe overhovedet at lave opslag. Men inspireret af titlen på Niels Overgaards bog, 'Det hele handler ikke om dig.' Blev det besluttet at jeg fortsætter med at sende det sædvanlige månedlige opslag - en gang månedligt 😉 Yes!

Især i de her tider, tror jeg det er vigtigt, at vi alle løfter hvor vi kan og inspirerer hinanden - Og det er dejligt at se alle de positive tanker og konstruktive tilgange, der deles på sociale medier for tiden.

Mies Bogrum bidrager i den anledning med ovennævnte boganbefaling, der giver anvisninger til stoisk ro, dernæst bydes der på en slags opskrift og sluttelig har jeg med tilladelse fra Anne-Cathrine Riebnitzsky sakset 7 ekstremt gode bud/ leveregler, som hun har forfattet. Anne-Cathrine er tidligere soldat udsendt til Afghanistan, og hun trækker på sin erfaring herfra.  De fleste vil kende hende for  hendes bog 'Forbandede yngel' som hun modtog 'De gyldne laurbær' for.  Tak til Anne-Cathrine for hendes inspirerende bud på, hvordan man kan forholde sig i svære tider.🙂   

Men først får du lige en guide til en formiddagssyssel, man kan kaste sig over.  

 

Hvad mon der gemmer sig her? Få svaret om lidt.

Hjemsendelses skråstreg karantænebrød

Hermed viser jeg dig i store linjer hvordan du kan bage dit eget hjemsendelses/karantænebrød. Er du så'n lidt kontrolsfreaksagtig og vil have nøje mål, eller har du den store-bagedyst-deltager i maven, tror jeg måske du skal hoppe over til en anden side, men ellers se med her.

Find sådan et bagefad frem. Har du ikke et, kan du ønske dig et. Det var sådan jeg fik mit.

Tag, hvad du har i skabet. Denne del var nem, jeg har jo lige pakket dem ud. Du har ingen gær, siger du? Lad nu bare være, ALLE har masser af gær lige nu! Hæld en kop vand over en håndfuld knækket fuldkorn, havregryn og lignende, kog op, sluk og lad det stå og køle af.

Lav en omgang håndvarmt vand: Her kommer opskriften på håndvarmt vand - Værs'go: Jeg smider en kop kogende vand i bagekarret og tilføjer koldt vand til det føles sådan håndvarmt. Og nu i med en pakke (nej kun een pakke) gær, tilsæt en god skvat olivenolie og groft salt og rør rundt til gæren er opløst. Tilsæt revne gulerødder og den afkølede grød.

Kom et par skefulde chiafrø, eller hvad du nu har derinde i skabet i bagekarret. (Tænk jeg var lige ved at komme til at skrive badekar i stedet for bagekar. ) Rør rundt. Tilfør en håndful fuldkornsmel. Tilsæt hvedemel indtil du har en dej, der kan æltes. Ælt.

Så ælter du det hele godt, lægger et opvredet viskestykke over fadet, Katte-og muse-sikrer det ved at lægge en bageplade på og ovenpå det en sixpacks dåsebajer (og så har du det motiv hele dette opslag startede med.)

Lad dejen stå køligt og langtidshæve til næste formiddag (så har du også noget at se frem til) Ælt dejen igennem del op i 6-8 stykker og form til flüte eller boller, pensl med vand - drys med sesam - ind i 250 grader varm ovn. Skru ned på 200 med det samme. Smid samtidig en kop vand i underste bageplade, så damper brødet fint.Bages til de er gyldne og gennembagte ca. 20 minutter.

Og nu til de 7 gode bud/leveregler fra Anne-Cathrine Riebnetzsky

Hvis jeg skal pege på lidt brugbare erfaringer fra min tid i krig, så er det:

1. Lav en liste over dine gode vaner, og genoptag dem.

2. Gør dig klart, hvor du gerne vil være henne, når det her engang slutter. Jeg ved, at jeg ville ærgre mig helt vildt, hvis jeg ikke fik skrevet. En roman skriver ikke sig selv. Man er nødt til at sætte sig på numsen og trykke i tasterne. Så Coronatid er skrivetid.

3. Pas dit arbejde, gør din pligt og forstå, at når du udfylder din pligt og din rolle, så har du gjort din del. Du er også en slags soldat i det her samfund. Du hjælper ved passe dit job og ved at begrænse smitten: vaske hænder, hoste i ærmet osv. … (du kan dem allerede)).

4. Når du ikke kan styre dine tanker, så er virkelighedsflugt et super redskab. Løs kryds og tværs. Løs suduko. Læs en god bog – soldater i Helmand læste ufattelige mængder af bøger for at få en pause fra krigen (deres læselyst blev grunden til, at jeg turde forsøge at blive forfatter i stedet for at blive en evig ministerielt udsendt til alverdens brandpunkter). Verden har brug for bøger. Læs. Se film. Læg puslespil – det er lige meget, at det er noget du ikke har gjort i årevis, bare det kan holde dig fanget. Det er lige meget, at der ikke er et ”brugbart” resultat. Formålet med virkelighedsflugt er at give dine tanker en pause fra noget, du alligevel ikke kan gøre noget ved.

5. Lav en ugentlig ”festdag” – hos os tøser på værelset i krigen var det at sidde os fire sammen og se den britiske serie "Pride and Prejudice" baseret på Austins berømte roman. Det var mega-tøset og enormt hyggeligt og det havde intet med krig at gøre. Den ene gang blev lejren sågar ramt af en mortergranat – men det stoppede os nu ikke. Man skal huske at muntre sig op. (Du kan læse om lige den situation i min bog "Kvindernes krig").

6. Fokuser på fremtiden og lav også gerne en liste over alt det du faktisk har at være taknemmelig for. Du har måske opdaget at du savner dine forældre, som du nu ikke kan se, fordi de er gamle. At du længes efter at holde en kæmpe fest – jamen, hvorfor så ikke gå i gang med at planlægge den allerede nu? Soldater har endeløse lister over ting, de gerne vil, når de kommer hjem fra krig – tænk, når man kan få lov til at drikke en øl igen! Efter 6 måneders tørlagt udsendelse, så smager øl helt utrolig godt.

7. En erfaring fra krigen er også, at det er godt at holde sig opdateret – men det drejer sig altså om at holde sig til fakta, og holde fast i de fakta. Ikke alle mulige rygter. Stol på fagpersonalet – vi havde for eksempel en sprængningsekspert, og det var naturligvis ham, der klogede sig på selvmordsbomber og ikke enhver tilfældig soldat. Og i en krig er man typisk kun til en morgenbriefing og en aftenbriefing – man sidder altså ikke og følger nyhedsstrømmen konstant. Det fører sjældent noget gavnligt med sig. Det kan da godt være, at vi er i en anderledes hverdag nu. Men jeg synes bestemt ikke, at det nærmer sig krig endnu. Jeg må fx bevæge mig ud, som jeg vil og bestemme, hvad tøj jeg vil have på. Jeg kan få den mad, jeg har lyst til. Jeg kan sove i en seng. Der er sådan set ikke nogen, der skyder efter mig. Der er naturligvis en del, der har meget travlt og også nogle, der har betydeligt mindre at lave end ellers. Jeg er så heldig, at jeg stadig kan passe mit arbejde, som jeg vitterligt synes er verdens bedste arbejde. Jeg kan konstatere, at mange mennesker flipper rigtig meget ud – men de er jo bange, og har ikke lige prøvet at være presset i rigtig lang tid eller måske aldrig.

Mennesker er lidt som appelsiner – det er først når man presser dem, at man finder ud af, hvad de egentlig indeholder. I krige og kriser er der altid mennesker, der får lov til at udvikle et stort og fantastisk mod. Eller blot øve sig på venlighed. Jeg bor på landet (30 min kørsel fra København) og folk går ture i et væk og de stopper og hilser mere end nogensinde før. Ofte fører vi lange samtaler på 4 meters afstand. Som om de vil sige: ”Det kan godt være, at jeg holder fysisk afstand, men jeg holder ikke afstand til dig som medmenneske.” Der er en enorm hjælpsomhed og venlighed. Det er dejligt at se og mærke.

Pas godt på jer selv, hinanden og vores lille land. Kærlige hilsner Anne-Cathrine

Det var alt for denne gang

Tusind tak fordi du kiggede ind😀

 


17. februar 2020, en historie fra Maldiverne og en bog om en mellemlanding.

Kan man være både transportminister og karaoke-king?😲

Er der virkelig en fugl på Maldiverne, der hedder vandhane? Og er den misundelig på dem der har svømmefødder?😲

Har en Maldiver-atol et bibliotek? Og bør man overhovedet læse, når man er så unikt et sted. (Og hvad læser man så?) Det og meget mere får du svar på her. 

Klik her, hvis du vil have maldiverhistorien og her, hvis du vil læse om bogen. Du må selvfølgelig gerne klikke begge steder🙃

Tak fordi du kigger forbi 😀

Tid til at se tilbage.

Og tid til at se frem.

02. januar 2020, Et billede af et bakspejl, et bjerg og et andet bjerg.

Så blev det 2020 - Tid til et nyt Herrens år.

Billederne ovenfor er en slags nytårskliché.

Billederne herunder er fra en dag i september, hvor jeg sad jeg på en restaurant oppe på et bjerg i Spanien sammen med min tro væbner.

Det er varmt, og vi nyder et glas iskoldt hvidvin inden middagen. Restauranten ligger helt for sig selv på en bjergkam og har en fantastisk udsigt. Der er kun ganske få borde, og vi har sikret os et udenfor med udsigt til det azurblå hav og en skråning med krogede fyrretræer. For foden af bjerget er der en slags lagune - muligvis med delfiner. Som vi sidder der, og det hele ikke kan blive bedre, lyder der pludselig den skønneste klavermusik.

På en lille terrasse, lidt længere oppe, får vi øje på manden, der spiller piano og synger. "Det kunne jeg virkelig godt tænke mig," siger jeg til min udkårne. "Hvor må det være stort, at sidde der på bjerget og spille med den udsigt."

Nu har jeg så fået et klaver i julegave, så nu mangler jeg bare et bjerg :-) Nogle gange ligger ens ønsker lige for.

Nytårsaften er en sjov een. På den ene side kan det ikke blive festligt og ekstravagant nok. Hummeren garneres med kaviar og champagnen må gerne hedde noget med Dom til fornavn. Der skal ikke mangle hverken kransekage, konfetti eller krudt. Vi krammer og ønsker godt nytår, og inden vi får set os om, er der skihop på Garmisch Partenkirchen og tømmermænd. Og så skal jeg lige love for, at der strammes op. Der er noget, der hedder klima, vi skal tabe os, drikke mindre, og hold så op. Det kan du læse mere om i Nytårsforsætter i Story to go Vol I. Det kan være, du har læst den før, den var der jo også sidste år🤭 Så køb den nu ikke igen, medmindre du er helt tosset for at støtte mit forfatterprojekt😀😀😀

I år vil jeg gøre som en god veninde. Tage den med ro. Spille lidt klaver, skrive lidt, prøve at løbe langsomt og have tillid til, at jeg for det meste træffer anstændige beslutninger, der passer sig for et anstændigt menneske og ikke som f.eks. Helle Erobreren, som du kan læse mere om  under De skæve.

Jeg har også lagt et par anmeldelser under De grumme, og der er flere på vej.

Nu vil jeg ønske dig et rigtig godt nytår. Og det vil jeg gøre med udsigten fra det fede bjerg, som det faktisk hedder, Mirador Cerro Gordo. Du kan ikke se pianisten, men tro mig, han er der. Tak for det gamle, og tak fordi du kiggede forbi. 

Seføli vokser der bourgonvillaer på Cerro Gordo!

Oppe bag gelænderet sad pianisten og spillede så smukt.

Bugten, fyrretræet og havet i solnedgang.

Bro i Brøndbyskoven

Solnedgang ved Damhussøen

25. november 2019, En bro, en solnedgang og en julekalender du kan snyde med - uden at blive opdaget.

Nu har skoven falmet trindt om land et pænt stykke tid, fuglestemmen er næsten pist væk, og storken flygtet sydover med en flok svaler i kølvandet. Stille grå støvregn afløses pludselig af rusk og knivskarp eftermiddagssol. Isglatte morgenveje skaber tumult og travlhed i trafikradioen.

Det er tid til at trække ind i varmen, fyre op i pejsen, læse en bog eller pakke en bog ind. For der skal bøger under juletræet, ikke sandt? Men hvilke bøger skal du hive ned fra reolen i din lokale boghandel?

Hvad giver man livs-tvære onkel Bent, der mest af alt hænger på Bennys Bodega og taler om dengang, det hele var en anden tid. Eller for den sags skyld Moster Grethe, der godt kan lide at udfordre sig selv, men er faret vild i selvhjælpsbøgerne?

Træk vejret dybt, min ven, for Mies Bogrum byder nu ind med en slags julekalender med hele 24 fine julegave-bogtips til en række mere eller mindre kendte arketyper. (OBS. Det udelukker naturligvis ikke, at du også kan købe bogen til dig selv). Trods mulighederne for at snyde med denne julekalender, er det dog ikke muligt at smugkigge endnu. Du må væbne dig med tålmodighed til 1. december🤔

Og hvorfor så billeder fra Damhussøen og Brøndbyskoven? Det er der en god grund til. Mies Bogrum (plus min bedre halvdel (og jeg😲)) flytter nemlig væk fra byen og langt ud på landet. Når jeg i dag cykler til arbejde i boghandlen kommer jeg forbi Damhussøen, og broen i skoven ligger på en af mine løberuter. Så det er en slags farvelbilleder. Og så kan jeg godt lide symbolikken med broen. En overgang fra én slags hverdag til en ny.

Nu skal vi ud og bo blandt bambier, spætter og havørne. Får vi pludselig lyst til en gang sushi må vi ud og starte traktoren for at komme op til hovedvejen - eventuelt spænde sneslyngen for. Ja, man gør sig mange forestillinger🙃 nogle lidt mere realistiske end andre. Men det bliver i hvert fald spændende.

Tak fordi du kigger forbi. Det gør mig rigtig glad. Og husk tipsjulekalenderen herinde 1. december🙂

08. oktober 2019, Svenske skove, kulturbaskere og et sjældent vejskilt.

Så er det blevet efterår med rusk og regn, og skønt solen ind imellem skinner, er der pludselig rimfrost på plænen om morgenen, og jeg må indse, at de sidste tomater ikke når at blive røde. Så kan det hele være lige meget, sagde vi til hinanden og drog et smut til Sverige i week-enden.

For Sverige byder gerne på sensommersol, fyrretræer, pittoreske skovsøer og en rigdom af dyr: glenter, traner, havørne, vildsvin og bambier*, for bare at nævne en håndfuld.

*Bambier: fællesbetegnelse for rå, sika, og diverse hjorte, men ikke elge, for elge er elge og mere sjældne end bambier.

På vejen kommer vi til en mindre by, Fogdarp, som den hedder, og vi overvejer seriøst om vi skal  finde en etnisk Fogdarper,  der kan fortælle os, hvordan det udtales.  Men tiden er knap, så vi prioriterer at proviantere i CIA.  Kun det mest nødvendige fra toppen af behovspyramiden, bliver vi enige om. Den kloge af os siger nu, at det er et ICA-supermarked, ikke CIA - men pointen er, at vi bliver blæst bagover af deres udvalg. Se nu bare deres svampeafdeling. Kantareller, portebello,  Karl Johan og markchampignon er blot en parentes i det kæmpe udvalg. 

Da vi senere befinder os i skoven med smukt orkestrerede lysindfald, der danner mosaikker i et utal af grønne nuancer, ser vi, hvor de har det fra. De er overalt i mosset, svampene. Ærgrer os over, vi ikke har været på svampekursus og ikke er iført kurv, svampekniv og en feltmanual.  En af mine næste absolut MUSTREADs bliver '10 sikre spisesvampe'.

Og apropos bøger. Mies bogrum åbner nu for en ny hylde på reolen, Kulturbaskerne. Det er sådan nogle 'Hold da op! Det var jeg ikke klar over!'-Oplevelser.  Horsiontudvidere, kan man også kalde dem ;-) Der kommer flere titler  hen ad vejen.    

Tak fordi du kiggede forbi. Jeg ønsker dig et rigtigt hyggeligt efterår med masser af god læsning.

Her får du en bonusskovsø oveni hatten :-) Selv-tak-sa-ha.

Og du skal selvfølgelig ikke snydes for det sjældne vejskilt.

16. september 2019, mysteriet om den blå reol og meget andet.

Der er røget en del sand og saltvand gennem timeglasset siden sidst. En god lang ferie i sydens sol er det blevet til, men nu er det op på tasterne igen.

Denne gang vælger Mies Bogrum at sende kind a live fra Costa Tropical. En slags kinesisk æske, eller russisk dukke om du vil, med hele 3 dramaer: en lille, en større og en noget større.  Det kan du følge under overskriften Velilla, Sydspanien En morgenstund i september 2019.  Der vil også været et curiøst indslag om en blå reol.

P.S.  Harlan Cobens 'Den fremmede', var oplagt strandstolsbasker. Jeg nævnte ham også sidst. Denne krimi havde et lidt besynderligt plot, men det generede mig ikke det fjerneste. Jeg var godt underholdt alligevel. Og jeg ser frem til hans nye bog 'Led ikke efter mig', der lige er udkommet.

Tak fordi du kiggede ind. Håber din sommerferie også har været fantastisk.

P.S Jeg læste naturligvis Harlan Coben på min ferie.

Bridgewalking

25. juli 2019 Bridgewalking, bøger og den mystiske hændelse i banken.

Det handler ikke om bridgewalking. Synes bare, det var et fint sommerbillede fra en god oplevelse. Du får i stedet en bankhistorie og lidt bogtips.

Forleden var jeg inde i en bank for at sætte penge ind, ja - den er sgu god nok - og jeg syntes, det var mægtig skægt at være i en bank igen. 

Så jeg står med et saligt smil i køen og mindes min barndoms Pondus Pingvin med rødt halstørklæde, fyldt med 1-ører og 2-ører, møjsommeligt indtjent ved at pudse sko og luge ukrudt.

Jeg ser for mig min første bankbog, hvor hver transaktion var plottet lidt skævt ind af en matrixprinter og husker sød bankdame, der lænede sig smilende over disken,  for at modtage den fyldte Pondus Pingvin.

Pludselig er der noget, der fanger min opmærksomhed. Det er da løgn, tænker jeg. I en bank? Lige der foran mig er svaret på vores tids udfordringer. Nogle børn har fået til opgave at komme med bud på ansvarligt forbrug og produktion. Resultaterne  er præsenteret på en række A4-ark, der er hængt op på væggen.

På det ene er der en fin tegning med et træ og en mand med en pengeseddel. Et budskab er tilføjet med sirlig barneskrift: Giv de fattige penge og red miljøet.🤔

Et andet ark viser solen, der skinner på en bunke plastic (så vidt jeg tolker kunstnerens intentioner korrekt) og her var ordene: Mindre plastic - mere clima.🤩

Så dér var svarene - hvad venter vi på? Det er bare om at tage fat🙃

Således opløftet tænkte jeg: Jeg vil også gøre en forskel😀 Så nu får du kvit og frit lidt inspiration til hedebølgelæsning. 

Hedebølgelæsetips

Her er listet nogle af de bøger, jeg render og sælger i boghandlen her i sommervarmen. Det hele hører til under hyggesokkerne :-)

Du får nogle titler og et par salgsargumenter, og så må du lige selv klare den derfra, ikke sandt, fordi jeg i uprioriteret rækkefølge har en roman der ikke skriver sig selv, jeg skal passe mit dagjob som boghandler og ja - okay - måske skal jeg også liiiige et smut på stranden i det gode vejr.

Hjem, af Harlan Coben. Krimi. Her får du en omgang 'hårdkogt-detektiv-gider-ikke-bullshit' på en befriende selvironisk måde. Det er spændende, rørende, overraskende og jeg klukker undervejs, så jeg tilgiver glad de slå/redigeringsfejl, der har sneget sig ind. Jeg kan også anbefale Savnet af samme forfatter, og jeg er lykkelig over at den forfatter er så produktiv, så der er flere at tage af.

Pigen under jorden, af Elly Griffith. Krimi. Du får regn, rusk og charmerende Ruth Galloway omgivet af marsk, mose og mystik. Her vil du få udvidet dit vocabulary med ord som udgravningsbukser og votivfund (undskyld hvis du dagligt jonglerer med netop disse ord), høre om lygtemænd og møde druider. Sidde med hjertet oppe i halsen over det ubønhørlige tidevand og være godt underholdt af Ruths indre monologer. Hvis du absolut vil have en sammenligning, så er dette krimiens Bridget Jones, MEN der er altså langt mere klasse og format over Ruth (Sorry Bridget, you had your time).

Krokodillevogteren, af Katrine Engberg. Københavnerkrimi. Københavnerkrimi. På en måde er det ikke stor kunst, men jo, det er det så alligevel. Jeg føler mig bare godt tilpas i denne gode, danske krimi med charmerende persongalleri og københavnsk lokalkolorit - leveret af een, der har styr på det sproglige. Er du enig, kan du også glæde dig til de næste i rækken:  Blodmåne og Glasvinge.

Den hemmelige kvinde, af Anna Ekberg. Thriller. Det klassiske tema: kvinde med hukommelsestab - what happened? Men de gør det godt forfatterne, der også står bag Kazinskybøgerne. Rigtig pageturner hvor sprog, plot og kulisser sidder lige, som det skal. 

Sønnen, af Jo Nesbø. Krimi. Argumentet ganske kort: Det er en af de bedste krimier, jeg har læst. Da jeg i sin tid bedømte den til egen anmelderbog, sad jeg med dum millimeterretfærdighed og fedtede med stjernerne, bare fordi jeg dengang bedre kunne lide Akademimordene og Gøgens kalden. Glem det. Nesbø leverer på topplan både hvad sprog, plot og persongalleri angår. Samtidig er det en stærk og meget rørende fortælling. Max antal stjerner herfra.

Hotellet ved Skyggesøen, Daniela Tully. Historisk roman. Havde ikke troet, jeg ville anbefale denne. Men fordi den har sin egen charme, og jeg stadig tænker på den, kommer den med her. Hvis du er til en historisk roman, mikset op med en arketypisk kærlighedshistorie, kan det være noget for dig. Du får et godt tidsbillede af modstandsbevægelsen og den tyske civilbefolkning under 2. verdenskrig, og du får dobbelt op på kærlighed. Historien er inspireret af virkelige hændelser og min anke over borgen er netop, at forfatteren er så tro overfor sin research, at det nærmest virker komisk, hvordan gamle breve trylles frem og skal 'bevise' historien. Ligeledes er der et eventyr, der refereres til igen og igen. Eventyret er gengivet i sin helhed men er så søgt i sin symbolik, at det bliver alt for langhåret til mig. Det kan være, du synes det er fedt, men jeg sprang denne del over. Det troværdige tidsbillede og den romantiske histore er denne bogs force.

Syv satans lange dage, af Jonathan Tropper. Roman. Se bort fra den lidt farceagtige start, der giver mindelser om American Pie, Tømmermænd i Vegas og den slags krampagtig morskab. Er glad for, jeg tvang mig selv (godt skubbet på vej af en god veninde - det er det, man har dem for) til at læse videre. God bog, skønne typer, sjove sten der bliver vendt, mens familien sidder shiva. Det er lige min kop te. Sjov og charmerende, men også alvorlig, minder lidt om Verden ifølge Garp.

Læserne i Broken wheel, af Katarina Bivald. Roman. Amerikansk med amerikansk på og mulighed for ekstra happy-end udført af svensker. Rigtig hyggelig, serveret med passende ironi over genren. Hvis man er til en rigtig strandstolsbasker og ikke vil udfordres (ren skumfidus), eller man er så meget på ferie, at man er lidt ligeglad med, hvor man kom til i bogen, så kan denne anbefales. Man kan starte et hvilket som helst sted og alligevel følge med.🤪 Det lyder måske ikke som en kompliment, men det er det.😎

Det var det.

FORTSAT GOD SOMMER - og rigtig mange tak, fordi du kiggede forbi 😀

26. juni 2019 Den Røde båd, spøgelsestur og Lisbeth Salander😮

Jeg har lige været en tur i Stockholm, hvor vi havde fornøjelsen af at bo på den røde båd, som faktisk består af to både - en rød og en hvid. Vi valgte værelse med udsigt over Mäleren og byens skyline.

En aften sad vi på dækket udenfor vores kahyt og betragtede solnedgangen - altså vi ventede på at solen skulle gå ned - vi sad jo med den her sundowner, et dejligt glas rødvin, men solen gik ikke rigtig ned, så til sidst måtte vi åbne en flaske mere. Det hjalp bare ikke. Der blev ved med at være flot rød himmel. Det kunne godt have udartet sig, hvis ikke det var fordi, den kloge af os kom i tanke om, at sådan er det jo deroppe i det høje nord. De har lyse nætter så det vil noget. Længere oppe, på Sommarøy i Norge, er det gået så vidt, at de ønsker at lave en tidsfri zone, da nat alligevel går over i dag og omvendt. Det skulle være ganske vist.😲

Apropos nat og dag: Vi var på Ghost-tur i Gamla Stan og fik serveret røverhistorier og gys fra den grumme middelalder, derfor har jeg nu givet mig i kast med at læse en historisk krimi, der foregår i Stockholm i 1700-tallet. '1793' er skrevet af Niklas Natt och Dag. Ja, det hedder han. Han er ud af en adelsslægt, der kan dateres tilbage til 1280. Du kan finde bogen i din boghandel.👍

Fiskargatan 9

Der stod desværre ikke V. Kulla på dørtelefonen :-)

DEN KARM !!! Jep - øverst til venstre - med udsigt over Mälaren und alles :-)

Og så til Salander ...

Vi måtte lige forbi og lure på Fiskargatan 9 i Södermalm, for det er der Lisbeth Salanders kæmpestore, næsten tomme lejlighed befinder sig. Kan du huske de scener, hvor hun sidder og ryger den ene smøg efter den anden i en vindueskarm, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Mälaren? Jeg tror det lykkedes mig at få et billede af DEN KARM! 

Og når vi nu taler om seje heltinder, så har jeg en anmeldelse af en anden god Stockholm krimi, som kan skaffes hjem af din boghandel, Akademimordene af Martin Olczak. Du kan læse mere om bogen under hyggesokkerne.

Da jeg sidst skrev, lovede jeg at nævne, hvis jeg gik hen og vandt romankonkurrencen, jeg deltog i. Nu kan jeg så nævne, at det gjorde jeg ikke. Det var der heller ikke andre, der gjorde, trods det at forlaget havde modtaget over 100 manuskripter. Hvis du synes det er synd for mig så køb min Story to go vol I :-)

Jeg gør skytset klar til en forlagsrunde mere. Og mens jeg venter på svar, skriver jeg videre på min nye roman og Story to go Vol. II. Jeg håber du nyder sommeren.🙃

Tak fordi du kigger forbi.

18. maj 2019

Dejligt med bededagsferie. 

I torsdags fik jeg blandt andet plantet spanske margueritter ud😀  

Så regnede det heldigvis en del i går, så jeg fik skrevet en del på min nye roman, den er nu på 65 uredigerede sider, så der er langt igen, men jeg tror på den 🤪Mere om den senere.

Her på Mies bogrum er det blevet til lidt mere tekst om Sri Lanka foranlediget af de forfærdelige terrorangreb.

Og så er der en enkelt boganmeldelse af Erlend Loes Kurt Kurér under de skæve i bogreolen i anledning af, at han netop er udkommet med Dyrene i Afrika.

Håber du nyder dagen og hygger dig. Tak fordi du kigger forbi.🤩

Så er sommeren for alvor på vej :-)

11. April 2019

Allerførst: Tak fordi du kigger forbi. Det er jeg rigtig glad for. 

Der er sket lidt af hvert siden min opdatering midt i januar.

Blandt andet har jeg netop afleveret mit manuskript til en stor romankonkurrence, som afholdes af det nystartede forlag Montagne. Vinderen bliver udtrukket i juni måned. Hvis jeg vinder, skal jeg nok lige nævne det her på siden🙃

Så har jeg været på en af mit livs mest fantastiske rejser, der gik til Sri Lanka og Maldiverne. Udover at opleve elefanter, leoparder og krokodiller på klos hold i Yala Nationalpark, flyve i vandflyver (som passager) og svømme med havskildpadder midt ude i det indiske ocean, oplevede jeg også en Srilankansk boghandel, en lille junglebogsamling og lidt hotel-og resortbiblioteker.

Rejsen som helhed har givet rigelig stof til et par Guldbogsafsnit til Story to go. Men det varer lidt inden der er smagsprøver, på grund af en del redigeringsarbejde. (læs: afkodning og renskrivning af min svedige feriehåndskrift). Så du behøver ikke klikke ind, medmindre du er helt ny på min side eller ikke kan huske, hvad Story to go er for noget :-)

 

 

Januar 2019

Så har jeg taget arbejdshandsker på igen ...

To nye anbefalinger af ældre bøger er det blevet til: en af de skæve og en hyggesok.

Jeg er igang med noget af nyere dato også, så hold øje. Coming up.

 

15. december 2018

  Julen er en meget travl tid for os boghandlere, derfor har jeg ikke skrevet så meget, som jeg gerne ville. Men jeg vender tilbage i det nye år og fortsætter med flere pudsige billeder og mange flere bogtips fra min bogreol.

I dag har jeg tilføjet et afsnit om arbejdet med at få udgivet min roman, og der kommer flere afsnit. Det er en lang historie, som forhåbentlig slutter næste år. 🙃

  1. december havde jeg fornøjelsen af at få udgivet min Story to go som e-bog. Jeg glæder mig til at følge op med en Story to go Vol. II. Den bliver om muligt endnu bedre og en del længere og forventes klar til foråret.

  Tusind tak fordi du kigger forbi. Nu vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul med masser af boggaver og tillige et bragende smukt nytår. Skulle du få lyst til at læse, hvordan man får succes med sine nytårsforsætter, kan du investere i Story to go Vol I. Der er en underholdende men nok ret tvivlsom opskrift der.  

 

😀Vi ses til januar

Godt nytår! Må I alle få en ligeså stilren og sikker ankomst til det nye år, som denne herre formår. (Streetperformer set i Malaga)